»De spørger på inventar til 70.000 køer«

Cow-welfare har 10 mand i sving på EuroTier, og kunderne kommer fra hele verden for at høre om dokumenteret effekt af velfærdssystemer til stalde.

Det er ikke den slags kunder, der er flest af på EuroTier. Men de er godt nok rare at få besøg af på standen.

Tommy Wollesen, stifter og indehaver af Cow-welfare med de velkendte grønne Flexstall-sengebøjler og Flexfeed-forværker samt andet velfærdsudstyr til kvægstalde, har gang i drøftelser om inventar med en amerikansk manager i et foretagende, der i alt har 70.000 køer. I første omgang drøftes mulighederne på et nybyggeri til 5.000 køer. Men potentialet er selvklart større.

»Det er ikke de kunder, der er flest af. Men jeg har netop talt med en interesseret mælkeproducent nær Berlin med 1.100 køer, og dem er der en del af. Vi er 10 mand på standen, og vi har haft rimeligt travlt på den første dag på EuroTier. Men folk har endnu ikke stået i kø, som vi ellers før har oplevet på især onsdagen og torsdagen, som plejer at være de mest travle dage,« forklarer en veltilpas Tommy Wollesen.

Vigtige landmandserfaringer

Med mere end 90 procent af salget uden for fædrelandets grænser er EuroTier et vigtigt sted at hilse på eksisterende kunder og møde nye, melder Cow-welfares stifter.

Firmaets renommé er i høj grad skabt af tilfredse kunder via mund-til-øre-metoden, men med på EuroTier i år har Cow-welfare også en række beregninger på, hvad øget kovelfærd betyder på bundlinjen. De er lavet i samarbejde med besætningsejere i bl.a. Danmark, Frankrig og USA og er baseret på produktionen før og efter skiftet til det karakteristiske grønne inventar i polymer-materialer og viser generelt øget fodereffektivitet, ydelsesfremgang samt bedre trivsel og bedre reproduktion. Dermed er det også ud fra de erfarede resultater muligt at beregne tilbagebetalingstiden og derefter bundlinjeeffekten.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.