Årsmøde: Jersey overrasker positivt på klima

Ydelsen af fedt og protein steget med 12 kilo per ko det seneste år.

Der var meget at være glad for, som mælkeproducent med Jersey, kunne man høre på årsmødet i Dansk Jersey fredag. Formand Bent Olesen kunne i sin beretning blandt andet vise, hvordan jerseyracen skiller sig ud på klimaområdet i Arlas klimatjek sammenlignet med gennemsnittet af samtlige producenter:

Jersey har samlet set et lidt lavere klimaaftryk målt i CO2e per kilo mælk

Jersey bruger lidt mindre foder per liter produceret EKM

Jersey har en lidt højere proteinudnyttelse

- Vi har en mellemstor ko, der klarer sig godt i forhold til andre racer. Det tegner til en god fremtid, sagde Bent Olesen.

Han glædede sig samtidig over, at jersey går imod den generelle tendens på antal, for mens der samlet set bliver færre køer, er der blevet 2.000 flere jerseykøer det seneste år. Og efter et par år med stagnation, er ydelsen af fedt og protein steget med 12 kilo per ko det seneste år.

- En del af forklaringen på, at vi kan følge med stor race både avlsmæssigt og produktionsøkonomisk er, at vi sætter klare mål – og følger dem, sagde han.

For at holde skruen i vandet bruger Viking kameraer til at se, hvilke køer i en besætning der spiser mere, og hvem, der spiser mindre, i forhold til ydelsen. Metoden kaldes CFIT. Den information, kameraerne opsamler om, hvor meget den enkelte ko æder, bruges i avlen for at få de mest effektive køer, og der er stor forskel i restbeløbet på en ko, der spiser meget og den, der spiser lidt, hvis ydelsen er ens.

- CFIT er et af de redskaber vi har til at være foran avlere i udlandet, forklarede Bent Olesen.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.