1.800 flere jerseykøer – eneste race med fremgang

Der er blevet 12.000 færre køer i Danmark det seneste år, men 1.800 flere jerseykøer.

Det var en stolt formand, der aflagde beretning på årsmødet i Dansk Jersey fredag i Frederiksværk. Det går nemlig utroligt godt for Jerseyracen. Så godt, at der er blevet flere jerseykøer det seneste år, i alt 1.800, og i sammenligning med andre kvægracer, der alle er gået tilbage, er det værd at bemærke. Helt konkret er der blevet 12.000 køer færre på landsplan. Alt i alt udgør jersey 14 procent af malkekøerne.

Bent Olesen kunne ikke prale af stor ydelsesfemgang, erkendte han, men understregede at det bør handle om økonomi ikke ydelse. Jersey kan noget andet. 

For eksempel producerer Jersey mere mælk pr. kg tørstof end andre racer. Det betyder, at racen er mere effektiv. I Arlas klimatjek er jersey også et par procent mindre klimabelastende end gennemsnitskøerne.

Udledningen af CO2-ækvivalenter ligger for jersey på 1,08 kg pr. kg EKM mod 1,14 for alle malkekøer.

Der er også andre tegn på høj effektivitet. Har man stor race skal man have 8 kvadratmeter pr. årsko, mens de mindre jersey kræver 6,6 kvadratmeter pr. årsko. Sammenligner man med produktionen producerer jersey 11 kg mælk mere årligt pr. staldkvadratmeter end en Holsteinko. En den gennemsnitlige ko. 

Selvfølgelig ligger jersey ikke bedst på alle parametre. De har lidt flere yverbetændelser og sygdomstilfælde pr. årsko.

I konkrete tal 0,82 sygdomstilfælde pr. ko pr. år mod gennemsnittet på 0,76. og 0,25 yverbetændelser pr. årsko mod 0,21 for gennemsnittet. 

- Vi har forbedret tallene, men det har de andre racer også, sagde Bent Olesen, som understregede at det er et parameter, man arbejder målrettet med.

Og avlen tegner godt. Cirka halvdelen af jerseykøerne insemineres med kødkvæg og af resten, som må formodes at være den bedste halvdel, insemineres med kønssorteret X-vik. 

- Det at man tager stilling til, hvilke dyr, der insemineres med kødkvæg gør, at der avles videre på de bedste hundyr, og i øvrigt sørger for at få merværdi både på de dyr, der bliver krydset med kødkvæg og de dyr, der insemineres med ren jersey, sagde han.
 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.