28.000 besøgte Hjørring Dyrskue

Fredag den 19. juni og lørdag den 20. juni bød LandboNord velkommen til dette års udgave af Hjørring Dyrskue. De mere end 700 udstillede dyr og 150 maskin- og erhvervsudstillinger var omdrejningspunktet for de to dage, hvor dyrskuets 28.000 publikummer fik masser af gode oplevelser med sig hjem.

Både stemning, publikummer, dyr, udstillere og ikke mindst vejret viste sig fra sin allerbedste side under de to dyrskuedage i Hjørring. Og da billetsalget blev gjort op sidst på eftermiddagen lørdag havde ca. 28.000 gæster besøgt årets skue.

"Med så mange glade gæster og udstillere kan jeg ikke være andet end tilfreds. Dyrskuet er gået rigtig godt, og det er jo fantastisk at se, at alle vores forberedelser går op i en højere enhed i løbet af de to dage," siger dyrskueansvarlig Karin Møller Larsen fra LandboNord.

Og vinderne blev…

 

Titlen som Miss Vendsyssel – landsdelens smukkeste malkeko – gik til DRH ko under 4 år fra Borup Holstein V/Peter Hollesen.

Bedste Interbreed besætningsgruppe blev en Limousine-besætning fra Sofiedal Limousine v/Helle og Flemming Jensen, der også vandt prisen for bedste besætningsgruppe blandt kødkvæget.

Bedste hundyr inden for kødkvæg var en Limousine ko fra Lene og Per Lynge Laursen, mens bedste tyr var en Hereford fra Kirstein Munk Simonsen.

Blandt hestene gik prisen for skuets bedste hoppe til en pinto hoppe fra Hanne og Poul‑Anker Steffensen, og skuets bedste hingst blev en Frederiksborg hingst fra Chanette Sørensen.

Hele ærespræmielisten og de øvrige præmielister kan ses på hjorringdyrskue.dk.

Forrygende hesteshow fredag aften

Også det traditionsrige hesteshow trak folk til dyrskuepladsen fredag aften, hvor man vurderer, at ca. 3.000 publikummer overværede showet, hvor den franske hesteartisk Mélie Philippot var hovednavn. Formand for hesteudvalget, Kathrine Jensen har fået mange positive tilkendegivelser efter showet.

"Her dagen derpå har jeg fået flere henvendelser fra folk, der siger, at det er det bedste hesteshow, de nogensinde har set, så det er vi selvfølgelig utrolig glade for," siger Kathrine Jensen.

Mere om dette tema

Her kan du finde artikler om de mange dyrskuer, der kommer i løbet af 2015. 

Skolebørn i køkkenet

Fredag formiddag valfartede mere end 3.200 nordjyske skoleelever til Hjørring Dyrskue. Her kunne de både deltage i VM i 5-kamp, gå på skattejagt, klappe kalve, malke en ko og meget andet. En række af klasserne gik også i LandboNords køkken med undervisere fra EUC Nord i Hjørring, hvor de fik lejlighed til at lære lidt om fødevarernes oprindelse og fik tips og tricks til madlavning.

Nikolaj Kirk kokkererede af lokale råvarer

Lørdag var LandboNords telt fyldt op med interesserede gæster. Her kunne de nemlig opleve tv- kokken, der er kendt fra programmet Nak og Æd, Nikolaj Kirk, da han tilberedte spændende retter af lokale råvarer.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.