70 mio. kr. på vej til danske mælkeproducenter

EU-kommissionen er på vej med ny hjælpepakke til kvægbruget.

70 mio. kr. Så meget er på vej fra EU til danske mælkeproducenter, efter at EU-kommissionen i dag har fremlagt en hjælpepakke for kvægbruget.

Der er tale om 350 mio. euro som skal fordeles mellem medlemslandene, og det svarer efter en fordelingsnøgle til cirka 70 mio. kr. til de danske producenter.

Samtidig vil EU-kommissionen reservere 150 mio. euro til en ophørsordning, som man kan søge, og som der ikke er sat beløb på for enkelte medlemslande.

Reducere produktion

Puljen på de 70 mio. kr. til danske producenter skal bruges til at reducere produktionen. Det vil sige, at pengene ikke bliver smurt ligeligt ud over alle producenter. Pengene skal enten tilgodese små landbrug, gå til ekstensivt landbrug eller samarbejdsprojekter, som det ser ud lige nu.

 

Lande kan doble op

Ifølge forslaget fra EU-kommissionen skal medlemslandene have lov at doble beløbet op.

Det bekymrer Niels Lindberg Madsen, EU-ekspert hos Landbrug & Fødevarer, der frygter, at de lande, vi skal konkurrere med dobler støtten op, mens vi ikke gør det herhjemme, så vi kommer til at stå dårligere i konkurrencen.

Han forventer i øvrigt, at den del af forslaget, der handler om ophørsordningen især vil være attraktiv i lande med lave omkostninger, for eksempel de baltiske lande.

EU-kommissionen har fremlagt forslaget om støtten i dag og herefter skal det vedtages af ministerrådet og EU-parlamentet.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.