Analyse: Myte at mælk er yt

Ny analyse, bestilt af Mejeriforeningen, viser klart, at det er en myte, at forældrene har vendt ryggen til mælken. Blandt forældre til børnehavebørn siger godt 85 pct., at mælk er vigtig for barnets sundhed og opvækst, og under 2 pct. af forældrene siger, at mælk slet ikke er vigtig for barnets sundhed og opvækst.

Flere end otte ud af 10 forældre fortæller, at de derhjemme serverer mælk hver dag eller 5-6 gange om ugen. Og 85 pct. siger, at mælk er vigtig for barnets sundhed og opvækst (i høj grad eller i nogen grad).

Det viser en Voxmeter-analyse, bestilt af Mejeriforeningen, hvor 500 forældre til børn i børnehavealderen er blevet spurgt til mælkevaner derhjemme og i børnehaven.
 
"Tallene er interessante og viser myter og virkelighed. Ud fra den offentlige debat er det nemt at få et billede af, at danske forældre vender ryggen til mælken som en vigtig del af det gode måltid til børnene. Der er imidlertid under to procent, som siger, at mælk slet ikke er vigtig for barnets sundhed og opvækst. Det er en meget lille gruppe, som tit kommer til at fylde rigtig meget i den offentlige debat," siger Jan Hermansen fra Mejeriforeningen.

"Alle ved, at gode vaner grundlægges i barndommen. Derfor er det glædeligt at konstatere, at forældrene til de mindre børn har fokus på drikkevanerne i hjemmet. Mindre glædeligt er det dog, at kun syv procent af lederne i institutionerne kender til de officielle anbefalinger om mælk i institutioner," siger Jan Hermansen.
 
Mens forældrene holder fast i mælken derhjemme, så er det kun 55 pct. af forældrene, der siger, at deres barn får mælk i institutionen hver dag eller flere gange om ugen. Årsagen angiver forældrene til at være enten manglende økonomi, eller at børnehaven bevidst har valgt mælken fra.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.