Ankenævn: Lely aftalte priser ulovligt

Lely Nordic og fire danske centre fik ikke noget ud af anke konkurrencesag. Den årelange sag er dog langt fra slut.

Danske landmænd kan have betalt for meget for deres malkerobotter, fordi Lely Nordic og fire danske centre, der har franchise-rettighederne til at sælge Lely-produkter, ulovligt har koordineret priser og opdelt det danske marked.

Det har Konkurrenceankenævnet afgjort i en ny kendelse.

»Lely Nordics og dets fire danske franchisetageres ulovlige aftaler kan have påvirket priser, udbud og kvalitet på Lely-produkter til skade for de landmænd, som har købt dem,« udtaler direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen (KFST), Agnete Gersing, efter at Konkurrenceankenævnet har behandlet sagen.

”Kendelsen sætter en streg under, at Lely Nordic også har et medansvar for de ulovlige aftaler. Selvom Lely Nordic ikke selv er aktiv på det berørte marked, har virksomheden aktivt deltaget i de konkurrencebegrænsende aftaler mellem franchisetagerne og haft en direkte økonomisk interesse i det,« forklarer direktøren.

Sagen har været undervejs helt tilbage fra foråret 2010, hvor KFST modtog flere klager over Lelys forretningsmodel. Året efter, i november 2011, blev der foretaget kontrolundersøgelser i blandt andet Lelys hovedsæde i Holland, samt hos flere af Lely centrene i Danmark. Her fandt myndighederne flere mails og referater, der indikerede, at der blev diskuteret priser og områder mellem parterne.

Sidste år i juni førte det til, at Konkurrencerådet traf afgørelse om, at Lely Nordic og centrene havde overtrådt konkurrenceloven. Og nu er Konkurrenceankenævnet kommet til samme konklusion. Ud over prisaftaler drejer det sig om, at centrene har opdelt landet imellem sig og ikke konkurrerer om blandt andet at udføre service på malkerobotter uden for »eget område«.

Sagen langt fra slut

Den langvarige sag er dog nu langt fra afsluttet. Ifølge kontorchef Jacob Schaumburg-Müller fra KFST, kan Konkurrencerådet nu beslutte at videresende sagen til behandling hos politiet, der så skal afgøre, om der skal rejses en straffesag mod Lely. Denne beslutning ventes først sidst i oktober.

Samtidig kan også Lely vælge at anke kendelsen, fortæller Lely Nordic og Lely centrenes advokat, Peter Stig Jakobsen fra advokatfirmaet Bech-Bruun.

»Mine klienter synes stadig, at det er en forkert afgørelse. Nu kigger vi på den kendelse, der er truffet og så overvejer vi, hvad der så skal ske,« udtaler han.

Lely kan vælge at indbringe kendelsen for Sø- og Handelsretten til endnu en bedømmelse.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.