Bornholmsk mejeri bygger til: Vil holde fast i god mælkepris

Bornholms Andelsmejeri vedtog i går på deres generalforsamling at foreningen vil optage et lån på 30 mio. kr. til en udvidelse af deres lager.

Det kræver mere plads, når Bornholms Andelsmejeri skal bevæge sig ind på ny markeder. Nu vil de udvide for et beløb på 30 mio. kr. Det blev vedtaget på mejeriets generalforsamling i går, torsdag.

Andelsmejeriet på Bornholm leverer mælk og producerer flere specialoste til de danske supermarkeder under navnet St. Clemens.

"Vores indvejning er steget med ca. otte procent, og vi forventer en stigning igen til næste år. Den mængde skal vi jo kunne håndterer ud til sidste led," siger administrerende direktør ved Bornholms Andelsmejeri Per Olesen. 

Det vil både være en udvidelse af produktionen, men mejeriet har også planer om helt nye slags oste, fortæller direktøren.

"Hvad det er for oste, holder vi tæt ind til kroppen, det har vi ingen intentioner om at fortælle om," siger han.

Byggeriet starter til vinter

Planerne for udvidelsen er stadig på tegnebrættet, og mejeriet er i dialog med arkitekter om, hvordan de nye bygninger kommer til at se ud. Intet er fastlagt endnu, siger direktøren.

Tegningerne forventes at være færdige i juni i år, så byggeriet kan gå i gang til vinter i starten af 2017.

"Der er alt udsolgt af betonelementer ved fabrikkerne, så vi kan slet ikke komme i gang før," siger Per Olesen. 

Ostene kræver ekstra lagring

St. Clemens er kendt for deres udvalg af oste, og det er oste, der kræver lang tids lagring. Derfor er det nødvendigt at udvide. 

Mejeriet fortsætter med at producere blåskimmeloste og gule oste, fortæller Kim Larsen, formand for Bornholms Andelsmejeri.

"Vi får mere og mere mælk ind. Vi kan sagtens få det produceret gennem mejeriet, men så mangler vi lagerkapacitet," siger han.

Højere mælkepriser

Det store udbud, men mangel på efterspørgsel har presset mælkepriserne de seneste år. Formanden for Bornholms Andelsmejeri er dog fortrøstningsfuld.

"Prisen er nedadgående, men den er forhåbentlig højere end på den anden side af vandet," siger Kim Larsen. 

Mælkeprisen har altid været højere på Bornholm end det øvrige land, siger formanden. Bornholms Andelsmejeri kan pt. tilbyde deres ejere 2,66 kr. i gennemsnit per kg. Det er 37 øre mindre end i 2014. 

"Kan vi bare holde det niveau, vi har nu, så kan vi være rimelig tilfredse, men der er jo ingen garantier," siger Kim Larsen, der selv har en mælkebedrift på 350 køer. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.