Eksportør løfter efterbetaling til tre millioner kroner efter heftigt år

2023 endte markant anderledes end forventet hos kvægeksportøren Bovi Denmark, som løfter årets efterbetaling til leverandørerne.

2023 blev slet ikke, som Martin Kristensen havde forventet. Som direktør for eksportfirmaet Bovi Denmark, som primært tager sig af eksport af danske kvier, havde han en forventning om, at det i 2023 ville være udfordrende at afsætte kvier.

Men at verden hurtigt kan forandre sig, ved de fleste, og efter at have lukket regnskabet kan Martin Kristensen konstatere det samme.

2023 blev nemlig et særdeles godt år for dansk kvægeksport og hos BoviDenmark satte man rekord med afsætning af 10.000 kvier. Og årets efterbetaling bliver også sat op, idet der udbetales tre millioner kroner til landmændene.

Det skriver Bovi Denmark i en pressemeddelelse.

Per kvie udbetales der dermed 300 kroner i efterbetaling, hvilket er 100 kroner mere end sidste år.

- Dette kan kun lade sig gøre ved danske landmænd har overskud af kvier og samtidig har Bovi-Denmark formået at lave gode aftale med kunder i udlandet. Så alt i alt en win-win situation for alle, siger Martin Kristensen.

Foruden de 10.000 kvier har Bovi Denmark også eksporteret 1.500 køer til Polen. Sælgere af disse får dog ikke del i efterbetalingen, da køerne sælges som en dag-til-dag forretning, som ikke er overskudsgivende.

Bovi Denmark har de seneste seks år udbetalt 19 millioner kroner i efterbetaling.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.