En mælkeproducent tjente 4,5 millioner kroner i 2022

Indtjeningen for mælkeproducenter dykker et par millioner kroner i 2023, men rammer stadig flot niveau.

Både konventionelle og økologiske mælkeproducenter kan forvente rekordhøje resultater for 2022 og 2023, og det endda efter en periode (2017-2021), der i en længere historisk sammenhæng også har været relativt god for mælkeproducenterne.

Sådan skriver Københavns Universitet, IFRO, i rapporten Landbrugets Økonomi.

For konventionelle mælkeproducenter med to eller flere heltidsmedarbejdere forventes driftsresultatet før aflønning af brugerfamilien at stige fra 1,6 millioner kroner i 2021 til hele 4,5 millioner kroner i 2022. For økologiske mælkeproducenter forventes driftsresultatet at stige fra 1,7 millioner kroner i 2021 til 3,5 millioner kroner i 2022.

Højt niveau

Niveauet er meget højt for både økologiske og konventionelle mælkeproducenter, men de konventionelle mælkeproducenter har et markant højere resultat end økologerne i 2022.

- For 2023 forventes mælkeproducenternes resultater at falde betydeligt, men stadig at lande på gode resultater i historisk sammenhæng, siger Michael Friis Pedersen, seniorrådgiver, IFRO.

Mælkeproducenterne forventes således at opnå et driftsresultat før aflønning af brugerfamilien på 2,4 millioner kroner for konventionelle og 1,9 millioner kroner for økologiske, fremgår det af rapporten.

Atypisk for økologer

Det er atypisk, at resultatet for økologer er ringere end for konventionelle. Økologiske producenter har typisk haft et resultat, der lå cirka 130.000 kroner bedre end for konventionelle.

Denne indkomstforskel vil formentligt lægge en dæmper på udviklingen i det økologiske areal på trods af politiske ambitioner, idet den økologiske mælkeproduktion er en bærende faktor i hele den økologiske produktion.

Usikkerheden vedrørende 2023-resultaterne er naturligvis betydelig.

- Usikkerheden ligger i, hvor meget afregningsprisen for mælk falder. Vores forudsætning er, at gennemsnitsprisen i 2023 bliver 4,8 procent lavere end i 2022, siger Michael Friis Pedersen.

Renten har også stor betydning for det samlede resultat, da mælkeproducenter typisk har en høj gæld.

- Mens det er ret usandsynligt, at renterne når at falde meget med resultateffekt i løbet af 2023, kan man ikke sige det samme om mælkepriserne, siger han.

Emneord Kvægkongres 2023

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.