Er det en ufo? Nej, en rund kostald med telttag

Rasmus Lauridsen fra Glejbjerg har fået opført Danmarks første runde teltstald.

Kollegaerne har kløet sig lidt i håret - hvad skal det nu gøre godt for?

Og flere forbipasserende har spurgt - er det en ufo?

Rasmus Lauridsen fra I/S Toftgaard ved Glejbjerg smiler bare. Han er nemlig godt tilfreds med den nye kostald, som er rund og har et telttag.

Stalden er et såkaldt Roundhouse, som kun forhandles af det engelske firma Roundhouse Building Solution. I England har byggemetoden vundet stor udbredelse - både til malkekvæg, opdræt, kødkvæg og grise. Hos I/S Toftgaard har man goldkøer i stalden.

»Funktionelt lever den helt op til mine forventninger. Tagkonstruktionen tåler stærk vind, og ved at sætte en varmelampe i kassen med vandinstallationen har frost heller ikke været et problem,« fortæller Rasmus Lauridsen i Jysk Landbrugsrådgivnings medlemsblad, Grobund, som udkommer i dag.

Fornuftig pris

Stalden, som ankom som et byggesæt, blev samlet på 2,5 dag. Hertil kom nogle dage til at støve betonplads i fem meters bredde rundt om stalden, samt at samle og bolte inventaret fast.

Stalden har en diameter på 30 meter og en omkreds på 95 meter. Grundpladen er 720 m², og er inddelt i bokse med 86 m² i hver.

Byggeprisen beløber sig til 7-8.000 kroner pr. koplads, hvilket Rasmus Lauridsen finder aldeles fornuftigt.

Han er også godt tilfreds med aflukket i staldens midte, hvor han ene mand kan håndtere og sortere dyr ud i alle bokse.

Han ser kun en væsentlig ulempe ved den runde teltstald - man kan ikke lige sætte nogle ekstra spær på, hvis man vil udvide den.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.