Fanget på kamera: Effektive køer kan snart spottes i stalden

VikingGenetics er på vej med en kameraløsning, som kan afslører køernes individuelle optag af foder.

Når der dagligt læsses tonsvis af fuldfoder af foran danske malkekøer sker det ud fra et forventet foderoptag ved en given ydelse. De fleste antager, at der blandt køerne er en variation i foderoptag og snart kan afvigelserne registreres ret præcist.

Det fortalte CEO for VikingGenetics, Rex A. Clausager, til European Dairy Farmers kongres i Kolding tirsdag.

VikingGenetics er nemlig på vej med en kameraløsning baseret på 3D-optagelser af køernes foderoptag. Via fotografier hvert femte sekund kan køerne bestemmes og kameraløsningen kan også måle køernes foderoptag, idet mængden af foder bestemmes før og efter koen stikker mulen ned i foderet.

Bestemmelsen af køerne kalibreres af en lignende proces med fotografering i returgangen, når køerne går fra malkning.

Rex A. Clausager kunne således berette om en sikkerhed for bestemmelse af den enkelte ko på 90 pct.

»Og vi arbejder stadig på at øge sikkerheden«, bemærkede han.

Målingerne af foderoptag skal give landmændene viden om, hvad de enkelte køer æder, så det er muligt at optimere grupper. Derudover kan værktøjet også bruges til at finde de mest og mindst effektive dyr, så landmændene kan selektere hårdere for at øge produktiviteten.

Kameraløsningen afprøves i øjeblikket i fire danske besætninger, og når det er færdigudviklet vil det blive tilbudt som et produkt, den enkelte landmand kan købe og evt. bruge i samarbejde med eksempelvis RuminAct, som Viking også forhandler.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.