Frustration over EU-krav: "Folk giver op!"

Kravet om flere afgrøder på små arealer skaber frustration hos medlemmerne af Sønderjysk Kødkvæg.

Når små landbrug med kødkvæg rammes af EU-krav om flere afgrøder, så bider det EU-målet om mere alsidige afgrøder i halen.

Sådan er erfaringen hos Sønderjysk Kødkvæg, der får henvendelser fra frustrerede medlemmer. Hvis bedriften har mellem 10 og 30 hektar arealer i omdrift, skal man dyrke mindst to forskellige afgrøder.

"Folk giver op!," lyder det i en pressemeddelelse fra Svend K. Enevoldsen, formand for Sønderjysk Kødkvæg.

"Ærgrelsen over de firkantede regler får simpelt hen folk til at give op, og sige ”Nu kan det være nok. Nu lejer vi det hele ud!” Og her er det resultat bliver, at en lokal storbonde typisk forpagter arealet og sår én afgrøde i hele arealet. Og så har vi nået lige det modsatte af intentionen," påpeger foreningen.

Det er især for landmænd med f.eks.  11 eller 31 hektar, at reglerne forekommer overordentligt irriterende, lyder det fra Sønderjysk Kødkvæg.

Har man et omdriftsareal på 11 ha ud over engarealerne til ammekøerne, så skal det dyrkes med to forskellige afgrøder af f.eks.  fem og seks hektar. Eller hvis bedriften er større og 30 hektar-grænsen passeres, så skal der dyrkes tre forskellige afgrøder af ca. 10 ha på ejendommen.

"Vi kan konstatere, at for små arealer er uhensigtsmæssige for alle arbejdsgange, eller når man skal have maskinstation til at klare arbejdet. Arealer på 5-6 ha. eller for den sags skyld 11 hektar er ikke meget, når man skal ud at leje maskinstationen. Resultatet bliver, at alle indtægterne forsvinder i omkostninger."

"Heller ikke når afgrøderne skal afsættes kommer man langt med nogle få slanter. Jo større og mere ensartet parti, man har til salg - jo lettere er det at få en ordentlig pris."

Sønderjysk Kødkvæg opfordrer miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) til se på dette forhold.

"Vort forslag er der skal være mere rummelighed i arealgrænserne, så det ikke får mindre producenter til at give op. Det gavner ikke mangfoldigheden."

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.