Her får de næsten seks kroner per liter økologisk mælk

Indvandring: Familien van Den Broek har ikke et sekund fortrudt, at de rev teltpælene op i Holland og rejste til Canada, hvor de driver økologisk kvægbrug.

410 køer og 1.125 hektar. Siden familien Van Den Broek solgte deres mindre landbrug i Holland i år 2000, har den bedrift de købte i Canada været i rivende udvikling.

I Holland havde de en mindre bedrift med grise og kvæg. Svinepesten ramte Holland, og miljøkravene strammede til. De forfulgte derfor en drøm om at rejse til Canada og etablere sig der, og konklusionen mere end 20 år efter er klar.

- Der er mere frihed. Det nyder vi. Vi kan bedre udvikle bedriften, når der ikke er så mange regler om alt muligt som i Holland. Men det handler også om ansvar. Vi er selv ansvarlige for, at alt går godt. Der er ikke noget sikkerhedsnet, forklarer en af sønnerne på bedriften, Teun van Den Broek.

Han er nu 32 år og medejer af bedriften sammen med forældrene, storebror og snart også storesøster.

En anden fordel er, at markedet er stabilt. Der er mælkekvoter i Canada og dermed styr på, at markedet ikke bliver oversvømmet.

- Vi kender vores indtægter et halvt år frem, og det er en kæmpe fordel. Så er det kun udgifterne, vi ikke kender, forklarer han.

Startede med kødkvæg

De arbejdede, da de kom til landet, sammen med en lokal landmand i nogle år, inden de overtog bedriften. Dengang var det korn og kødkvæg, men over årene kom der malkekvæg til, og i 2009 lagde de om til økologi. Med de 410 køer er det den største økologiske mælkeproducent i staten Alberta, hvor der er i alt seks af slagsen.

Køerne malkes tre gange om dagen, klokken 4, 12 og 8, og det tager fire timer ad gangen.

Om sommeren fra cirka 1. juni til midt i september alt efter vejret er køerne på græs mellem to af malkningerne.

Medarbejdere fra Mexico

Der er i alt 20 medarbejdere, hvoraf halvdelen er på fuld tid. Medarbejderne kommer fra Mexico.

- Vi vil helst have mexicanere og ansætter både mand og kone. Mændene arbejder på fuld tid, og konerne hjælper med at malke noget af dagen. De er meget stabile medarbejdere, vi ville bare gerne have, at de blev lidt længere, siger Teun van den Broek.

De kommer typisk på to-års kontrakter, som kan forlænges, hvis de vil. Lige nu har to familier været der i seks år.

5,89 kroner per liter mælk

Mælkeydelsen hos van den Broek Dairy ligger på omkring 11.500 kilo EKM per ko om året, og det er med en fedtprocent på 4,2 og en proteinprocent på 3,45. Mælkeprisen er, hvad der svarer til 4,89 kroner per kilo, og som økologer får de et tillæg, der svarer til en krone. Altså i alt 5,89 kroner per kilo med mindre udsving. 
Gennemsnitsalderen er seks år lige nu. I stalden, hvor der er en sengeplads per ko, ligger de på snittet halm blandet med vand. Stalden er naturligt ventileret og både vægge og tag er isoleret. Det er godt både mod varme og kulde.

- Om sommeren kommer vi op imod 30 grader, når det er varmest, og om vinteren har vi typisk et par uger med minus 40 grader. De er ikke sjove, det gælder bare om at komme igennem, siger Teun van den Broek.
Staldtemperaturen ligger dog det meste af vinteren på cirka nul grader. 

Foderplanen ser lidt anderledes ud end i Danmark. Ensilagen er lavet af lucerne såvel som byg/ært helsæd. Desuden får de lucernehø. Kraftfoderet er en blanding af byg, ærter, linser og mineraler. 

Mindre køer

Familien avler i retningen af, at køerne ikke bliver for store. 

- Hellere en mindre ko med et godt yver, siger han.

Store køer giver kun lidt mere mælk, men har mange flere problemer. De har større vægt på klovene og får flere klovskader, og vi går meget op i klovsundhed, siger han.

Klovbeskæreren kommer forbi hveranden uge.

Kvierne insemineres, når de er 14 måneder. De bruger kønssorteret sæd, dels får at få kvier af høj kvalitet, dels for at få kødkvægstyrekalve. 

Tyrekalvene sælges til en feedlot, når de er 14 dage gamle, og bliver færdigfedet der. Prisen for en to uger gammel kødkvægskrydsningskalv ligger på, hvad der svarer til cirka 2.000 kroner.

Selv om det ikke er et krav, nedfælder de gyllen. 

- Så får vi mere ud af den, og den lugter heller ikke, så det giver lidt credit hos naboer, siger Teun van den Broek.

Økologien er ikke ret udbredt i Canada. I hele staten Alberta, hvor der er 500 mælkeproducenter, er der 6 økologer ifølge Teun, og han tilføjer, at de fleste af de andre er bedrifter med cirka 50 køer. 

Faktaboks

  • 410 holsteinkøer
  • 10.000 kilo EKM per årsko
  • Mælkepris: 4,90 kroner plus økotillæg 1,15 kroner per liter
  • Mælkekvote

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.