Kjeld Hansen efter kritik fra Eva Kjer: Skamløst og uværdigt

Journalist og debattør er fortørnet over miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens kritik af hans arbejde.

”Jeg synes, at det er skamløst og uværdigt.”

Sådan er journalist Kjeld Hansens kommentar til Eva Kjer Hansen, der på et møde torsdag aften i Billund kritiserede hans og kollegaen Nils Mulvads planer om at offentliggøre MRSA-gårde.

På mødet viderebringer Eva Kjer Hansen en historie om børn, der ikke må komme til børnefødselsdag på en gård, hvor der er fundet MRSA.

Kjeld Hansen siger, at der aldrig har været dokumentation for historien.

"Ministeren er fuldt ud bekendt med, at fem højesteretsdommere for to uger siden har gennemgået alle hendes vandrehistorier om stigmatisering og fejet dem af vejen som utroværdige. Det samme gjorde Ombudsmanden i sommeren 2014, hvor både Fødevareministeriet, Statens Serum Institut og Landbrug & Fødevarer havde fremlagt en stribe fantasifulde beretninger. Alligevel vælger ministeren at diske op med disse udokumenterede påstande," siger Kjeld Hansen.

Han har selv ringet til en tandlæge, der ifølge en svineproducent ikke ville behandle ham. Over for Kjeld Hansen havde tandlægen sagt, at svineproducenten blot skulle komme hen mod lukketid den følgende dag, fordi der skulle desinficeres bagefter, som Sundhedsstyrelsens regler foreskriver.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.