Kvægelev har brugt corona-år på opkvalificering

Laura Meier Lassen blev kåret som årets kvægelev i februar 2020. Det seneste år har budt på undervisning og nye ansvarsområder på arbejds-giverens bedrift.

Planerne om udenlandsophold på en kvægbedrift blev skudt ned af coronarestriktionerne. Heldigvis har det stadig været muligt at følge planerne om skoleophold.

Sådan sammenfatter Laura Meier Lassen det år, som er gået, siden hun blev kåret som årets kvægelev på Kvægkongressen 2020.

»Det var en helt vild oplevelse, specielt det, at alle klappede af os. Det øjeblik har jeg tænkt på mange gange siden. Det er ærgerligt, at corona gør det umuligt at opleve for dem, som er indstillet i år«, siger Laura Meier Lassen med henvisning til årets elevkonkurrence, som afgøres på mandag, hvor L&F, Kvæg, holder årsmøde online.

Hun er stadig stolt, men også ydmyg over, at hun løb med sejren.

»Der var jo mange andre rigtig dygtige, som også kunne vinde. Men jeg er da stolt over, at både Per og Nordjyllands Landbrugsskole valgte at indstille netop mig«, siger Laura Meier Lassen.

 

Tilbage til Per

Da konkurrencen blev afviklet, gik hun på sit første EUX-forløb. Da det blev afsluttet i sommers, var planen at rejse til Irland for at arbejde med malkekvæg og få kulturelle oplevelser.

Det satte corona-pandemien dog en stopper for, og i stedet for at søge arbejde et nyt sted det næste halve års tid søgte Laura Meier Lassen tilbage til Per Hougaard.

»Jeg valgte Per, fordi jeg kendte bedriften, og vi kendte hinanden. Skulle jeg starte et nyt sted, skulle jeg måske bruge tre måneder på at gøre indtryk, og så ville praktikken snart være slut«, begrunder Laura Meier Lassen.

Hos Per Hougaard fik hun forskellige arbejdsopgaver. Hun stod bl.a. i spidsen for malkning og havde det overordnede ansvar for stalden hver anden weekend.

Opgaven med malkning gik hun til med ’friske øjne’, og det lykkedes at optimere på rutinerne.

»Jeg fik bl.a. Per overtalt til at købe et program, som kan overvåge malkeprocedurerne. Den viden, vi fik via programmet, var med til at finjustere processerne. Og når vi malker tre gange om dagen betyder selv små forbedringer ret meget«, fortæller Laura Meier Lassen.

Økonomisk indsigt

Efter 6½ måned hos Per Hougaard satte Laura Meier Lassen sig atter på skolebænken for at tage andet EUX-for-løb. For tiden er skolebænken dog bordet i stuen, idet alle elever modtager fjernundervis- ning.

»Jeg arbejder også stadigvæk hos Per ind imellem. Ellers kommer jeg til at kede mig«, griner Laura Meier Lassen.

Når skoleforløbet er slut, vil hun læse videre til jordbrugsteknolog i Aarhus. Hovedfaget bliver dog ikke kvæg, men økonomi.

»Uanset om jeg derefter skal videre ud at undervise på en landbrugsskole og søge et rådgiverjob, tror jeg, at kombinationen af viden om kvæg og økonomi giver mig de bedste kort på hånden«, begrunder Laura Meier Lassen.

Hun drømmer stadigvæk om at rejse ud. New Zealand og USA er blandt favoritterne, men det skal være sikkert i forhold til corona.

Faktaboks

20 elever dyster om årets pris

  • 20 kvægelever er indstillet til prisen ’Årets Kvægelev 2021’.
  • Vinderen afsløres på mandag i forbindelse med L&F, Kvægs årsmøde, som foregår online.
  • Vinderen får en pengepræmie på 6.000 kroner plus pizza til kollegerne.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.