Kvinde driver malkebrug med 70 køer alene - sådan er bedriften tilpasset

Svenske Sofi Larsson har siden 2015 forpagtet forældrenes mælkebedrift. Hendes far hjælper i dag til i det daglige arbejde, men på sigt skal hun overtage bedriften og passe den alene - og det kræver nogle tilpasninger.

I 2015 indgik svenske Sofi Larsson, 42 år, en aftale om at forpagte sine forældres gård, Dalby Ekologiska på Öland, med 70 økologiske malkekøer, biogasanlæg og 70 hektar jord.

Hun har tidligere været beskæftiget som sekretær, men blev udbrændt, og kom på fode igen ved at passe dyr - og det har givet mod på at blive mælkeproducent.

Indtil videre får hun stor hjælp i det daglige arbejde af sin far, men planen er at hun på sigt skal overtage bedriften i et generationsskifte, og at hun skal drive bedriften ene kvinde.

Væk med tunge løft og bedre logistik

For at hun kan klare arbejdsopgaverne alene har hun sammen med sin forældre bygget dele af bedriften om, så hun undgår tunge løft, og logistikken er forbedret, så arbejdsgangene er effektiviseret.

Desuden er markareal og maskinpark barberet ned, og kompliceret teknik er afskaffet.

"En veninde sagde til mig, at jeg vil fortryde det, hvis jeg ikke prøver at få det til at fungere. Og man kan jo altid ændre mening, hvis det ikke går", siger hun til netavisen ATL.

Konkret er gårdens kerne med maskinhal samt gødnings- og foderhåndtering flyttet for at opnå bedre logistik og effektivisere arbejdet

Til at lette arbejdet med at strø boksene i stalden er opsat en slags rutsjebane, så strøelse let kan sendes ned i boksene fra halmloftet, og tunge løft undgås.

Mælk til kalvene opvarmes i en mælketaxi og er placeret, så Sofi Larsson undgår at kulle gå lange stræk med tunge spande.

En stald skal rumme alle dyr

Malkekøerne står i dag i en ny stald på 785 kvadratmeter fra 2013 med løsdrift, gødningsrobot og malkerobot, mens de øvrige dyr står i en gammel stald og i en løsdriftstald. Inden for det næste par år er det planen at udbygge den nye stald, så alle dyr kommer under samme tag.

Sofi Larsson har udliceret opgaver som dele af maskinarbejdet, rådgivning, gravarbejde, bogføring og reparation. Desuden har hun et samarbejde med en nabogård om maskiner og foder.

"Nogle synes nok, det er givet, at en gård drives af en stor stærk mand, men jeg er et levende bevis på, at det ikke behøver være sådan", siger Sofi Larsson.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.