Mangler dit slætgræs kalium og svovl?

Seges har i 2016 gennemført fem landsforsøg for at fastslå, om tilførsel af ekstra kalium og svovl kan øge udbyttet i kløvergræs.

Af landskonsulent gødskning Torkild Birkmose, Seges og specialkonsulent grovfoder Torben S. Frandsen, Seges

Analyser af græsensilage viser, at ca. 20 pct. af prøverne har så lavt indhold af kalium og svovl, at man kan have mistanke om, at mangel på disse næringsstoffer kan have været udbyttebegrænsende.

Seges har derfor i 2016 gennemført fem landsforsøg for at fastslå, om tilførsel af ekstra kalium og svovl kan øge udbyttet i kløvergræs.

Forsøgene er gennemført i kløvergræs, og de er gennemført sådan, at forsøgsgødningen er tilført oven i den gødning, som landmanden har tilført. Gødningen er tilført til første slæt i det tidlige forår. For at følge kalium- og svovlindholdet i planterne er der taget planteprøver.

Resultaterne af de første planteanalyser, som er taget ved begyndende vækst i foråret, viste ikke tegn på hverken kalium- eller svovlmangel i nogen af leddene. Men planteprøverne taget lige før høst af 1. slæt viste et kritisk lavt niveau af kalium og/eller svovl i det led, hvor der ikke var tilført forsøgsgødning.

Resultaterne af høst af 1. slæt er vist i figuren. De viser, at der ikke er nettomerudbytte for tilførsel af kalium, men et rimeligt nettomerudbytte for tilførsel af svovl i de fleste af forsøgene.

Af disse helt nye forsøg samt tidligere forsøg kan man umiddelbart konkludere følgende:

  • At landmanden skal være omhyggelig med at sikre, at der reelt udbringes de mængder næringsstoffer, som gødningsplanen foreskriver. Herunder at sikre med gylleanalyser, at gyllen indeholder den mængde kalium, som forventes.
  • At den normale tilførsel af kalium til 1. slæt af kløvergræs normalt er tilstrækkelig til at sikre optimalt udbytte.
  • At planteanalyser taget i det tidlige forår ikke har kunnet afsløre, at der vil opstå udbyttebegrænsende mangel på kalium og svovl senere på foråret.
  • At landmanden skal være meget opmærksom på at få tilført tilstrækkeligt med svovl. Brugen af forsuret gylle kan supplere afgrødens svovltilførsel, men bruges der mindre end ca. 2 liter svovlsyre pr. ton gylle, kan forsuret gylle ikke stå alene som svovltilførsel til 1. slæt.

Artiklen er publiceret første gang i magasinet Kvæg i oktober 2016.

 

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.