Nye malkerobotter sparer 30.000 kilowattimer årligt

Malkerobotterne gør, at Bent Nissen kan skabe bedre job med mere attraktive arbejdstider.

Hvis det skulle være, skulle det være nu, tænkte Bent Nissen, Ærø, i 2020, hvor han bestilte nye malkerobotter fra DeLaval.

- De gamle kunne da godt have holdt et par år til, for de var velholdte, men de nye er jo meget bedre, og hvis jeg selv skulle have glæde af dem i 10 år, var det tidspunktet, forklarer den 58-årige mælkeproducent.

Malkerobotterne sikrer en mega attraktiv arbejdsplads, og det er vigtigt, hvis man vil tiltrække medarbejdere, når man bor på en ø. Ikke mindst fordi han helst vil ansætte danske medarbejdere. Det er heldigvis gået godt med at finde dem.

- Man bliver slidt af at malke, og skulle vi have malkestald, skulle vi have folk på job fra fire morgen til otte aften. Nu kan vi holde en arbejdsdag fra 6.00 til 16.30 med pause midt på dagen.

Kendte montører

Valget stod mellem DeLaval og Lely, og begge mærker kunne det, han ønskede, så i sidste ende faldt valget på DeLaval, hvor han på forhånd kendte montørerne.

De nye robotter kører upåklageligt i dag, og han glæder sig over, at de ikke har nær så mange alarmer på, hvor han må træde til, som før. Desuden er nye robotter hurtigere. De sparer et minut per ko, blandt andet fordi de har 3D-kameraer, som gør, at de rammer patterne mere sikkert og ikke på samme måde forvirres, hvis der er hår og lignende, sammenlignet med hvad de gamle robotter gjorde, oplever han. Hver af de fire robotter når 170-190 malkninger om dagen.

- Vi kører med tre malkninger per ko per dag, og vi skal stort set ikke hente nogen køer til robotten, kun kvierne, indtil de har lært systemet at kende, siger han.

Samtidig kan robotten lave en lang række registreringer, der sladrer om, hvad der kan være galt med koen, og kan aflæses på computeren, så de kan gøre noget ved det. For eksempel i forhold til yverbetændelse.

En anden fordel er, at han nu sparer 30.000 kilowatt-timer om året. Det pynter ikke kun på bundlinjen, men også i Arlas Klimatjek, hvor klima begynder at være penge værd til sommer.

- Jeg har også lagt solceller på nogle af bygningerne, så jeg selv producerer 50.000 kilowatt-timer om året, indskyder han og tilføjer, at de ikke ligger på stalden, fordi han ikke vil risikere, at krybestrøm generer køerne.

Fast service

I forbindelse med købet af robotterne har han indgået en serviceaftale, så han kender økonomien fuldt og helt. Montørerne står for alt vedligehold og reparation.

- Vi betaler kun selv for pattegummi, siger han.

Når man bor på en ø, er det ekstra vigtigt, at robotterne er driftssikre.

- Hvis de ikke kan nå sidste færge, kommer de først dagen efter, og så står robotten stille så længe. Det går ud over antallet af malkninger, siger Bent Nissen.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.