Nye værktøjer viser klimavejen for kvægbrugere

Det er svært at undgå udledning af klimagasser, men der er mange måder at reducere udledningen og nye værktøjer til at finde en vej.

- Både markdrift og kvægbrug fører til klimagasudledninger. Det er naturlige biologiske processer,
som ikke bare kan stoppes eller erstattes med noget andet. Koen er et fantastisk dyr, og med målrettet forskning og udvikling kan dansk kvægbrug mindske udledningen yderligere.

Sådan lød det fra sektordirektør i L&F Kvæg Ida M.L.D. Storm i beretningen på årsmødet i Herning mandag formiddag. Alligevel kan man som kvægbruger gøre noget:

- Fodertilsætningsstoffer, for eksempel det nyligt EU-godkendte Bovaer er et vigtigt muligt skridt på den rejse, men også avlsarbejdet og det videre arbejde med mest klimaeffektivt foder kan hjælpe. Også udtagning af lavbundsjorde og husdyrgødning til biogas giver reduktioner på bedriften, sagde Ida M.L.D Storm. 

Flere værktøjer

Der er flere relevante værktøjer at arbejde med. Mange kender Arlas klimatjek, som har fokus på mælkeproduktionen på bedriften. Klimatjek viser den udledning fra bedriften, som vedrører mælk.

For nyligt er landbrugets nye klimaværktøj - ESGreen Tool – kommet. ESGreen Tool beregner udledning for hele bedriften. Man kan også bruge værktøjet til at teste forskellige fremtidsscenarier og dermed få tal for effekten af mulige tiltag.

- På den måde er ESGreen Tool ikke kun et dokumentationsværktøj, men også et reelt beslutningsstøtteværktøj, som I kan bruge i arbejdet med at rykke jeres bedrifter i en mere bæredygtig retning, lød det fra talerstolen.
 

Emneord PLUS, Kvægkongres 2022

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.