Officielt: Rynkeby er til salg

Arla vil sælge juice-datteren fra for at fokusere mere på mejeriforretningen.

Rygterne har været mange de seneste måneder om juiceselskabet Rynkebys fremtid i Arla. Men nu melder mejerivirksomheden omsider officielt ud:

Rynkeby er nu officielt til salg.

Meldingen kommer oven på flere måneders spekulationer i medierne, efter at Arla satte gang i en såkaldt strategisk analyse, for at finde ud af, hvad den danske juice-datters fremtid bød på. Og her er konklusionen altså, at juice- og saftproducenten, der årligt sælger mere end 150 mio. liter drikkevarer i de nordiske lande, vil være den bedste løsning på sigt for både moder- og datterselskab.

»For at fokusere på kerneforretningen har Arla gennem de seneste to årtier frasolgt datterselskaber, som ikke har nogen direkte tilknytning til produktionen af mejeriprodukter. Rynkeby er det sidste tilbageværende datterselskab i Arla, som ikke er knyttet til mælk, og Rynkeby vil efter vores vurdering være bedre tjent med en ny ejer, der kan videreføre udviklingen af virksomheden og forretningen,« siger Povl Krogsgaard, vice-adm. direktør i Arla Foods i en pressemeddelelse.

Efter en svær periode omkring finanskrisen har Rynkeby de sidste år været en sund forretning, der tjente penge hjem til mejerikoncernen. I 2014 var omsætningen på 1,1 mia. kroner.

Arla har nu kontaktet flere potentielle nye ejere for at komme i forhandlinger om Rynkebys fremtid, oplyser Povl Krogsgaard. Han forventer, at salget kan være afsluttet med et salg ved udgangen af andet kvartal i 2016.

I medierne har Rynkebys prisskilt tidligere været estimeret til omkring en milliard kroner. Flere andelshavere, blandt andre ledende medlemmer af Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter, har opfordret til, at disse penge bliver udbetalt til andelshaverne. Sådan kommer det dog næppe til at gå, for Arlas vedtægter skriver ganske klart, at provenu fra salg af datterselskaber af denne størrelse skal tilfalde den fælles kapital i Arla og derefter geninvesteres.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.