Organisationer bakker op om nyt stjernemærke

Dyrevelfærdsorganisationer, landbruget og detailhandelen bakker op om nyt dyrevelfærdsmærke.

Selvom Coop og Dyrenes Beskyttelse er imod, bakker en række andre organisationer op om det nye dyrevelfærdsmærke, der er baseret på tre stjerner - alt efter dyrevelfærdsniveauet.

Landbrug & Fødevarer håber, at det vil hjælpe forbrugerne til at træffe et aktivt valg.

"De danske producenter er optaget af, at grisene har det godt. Dyrevelfærdsmærket giver øget gennemsigtighed, og samtidig får man som forbruger en endnu bedre mulighed for at træffe et aktivt valg, når man står ved supermarkedets køledisk. Jeg håber, at mærket vil få fuld opbakning. Og at forbrugerne vil tage godt imod mærket og på den måde sikre, at flere grise får det endnu bedre," siger Karen Hækkerup, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer.

Dyreværnsorganisationernes Samarbejdsorganisation DOSO er glad for det nye dyrevelfærdsmærke og er også positiv over for den nye produktion med én stjerne, hvilket ellers har været kritiseret af andre dyrevelfærdsorganisationer.

"Der er krav om, at søerne skal kunne bevæge sig frit, at grisene skal have halm at rode i, og at man ikke må klippe halerne af dem. De tre krav opfyldes ikke i tilstrækkelig grad i den almindelige svineproduktion, men er vigtige for svins velfærd," siger Peter Mollerup, formand for DOSO.

Dansk Supermarked håber, at mærket vil øge udbuddet af dyrevelfærdskød - og få det ned i pris.

"På tværs af vores kæder har vi stort fokus på dyrevelfærd, da vi mærker øget interesse for dyrevelfærd hos vores kunder. Med dyrevelfærdsmærket bliver det nu tydeligt for den almindelige forbruger, som går mere og mere op i, hvordan dyrene har levet. I dag er der kun små mængder danske dyrevelfærdsprodukter på markedet, og vi håber derfor, at vi gennem det nye dyrevelfærdsmærke kan få flere leverandører og producenter i spil. Flere varer på markedet vil helt naturligt medvirke til lavere priser for forbrugerne, så på sigt vil mere dyrevelfærd i vores kølediske være til fordel for både dyr, landmænd, kunder og for os," siger Helene Regnell, CSR-chef i Dansk Supermarked.

Hos De Samvirkende Købmænd, der bl.a. repræsenterer købmændene i Dagrofa og Reitan, siger adm. direktør John Wagner, at mærket skal øge udbuddet.

"For DSK har det været afgørende, at flest mulige svin får bedre dyrevelfærd hurtigst muligt, og at forbrugerne en masse får adgang til det anpriste kød. Med stjernemærket får både landmændene, slagterierne og detailhandlen et kraftigt incitament til at producere og sælge kød med flest mulige stjerner, så forbrugerne får flere produkter at vælge imellem, som lever op til deres stigende krav til dyrevelfærd," siger John Wagner, De Samvirkende Købmænd.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.