Fakta: Dette betyder nyt dyrevelfærdsmærke i stalden

Sådan vil det nye stjernemærke få betydning i svinestalden.

Det nye dyrevelfærdsmærke gælder i første omgang fra sommeren 2017 for svinekød. Senere kan det udvides til andre driftsgrene.

For at svinekød kan mærkes med dyrevelfærdsmærket, skal grisenes opvækst leve op til en række grundkrav, der ifølge regeringen 'ligger klart over de gældende lovkrav i Danmark og EU' og dermed over, hvad grisene oplever i standard- eller konventionel produktion.

Kriterierne i dyrevelfærdsmærket er udarbejdet af Fødevarestyrelsens faglige eksperter på området.

  • Søerne skal gå frit i hele produktionsforløbet
  • Grisen skal have krølle på halen – det betyder, at grisene skal have hele haler uden halekupering og halebid
  • Landmanden skal dagligt give grisene halm
  • Grisene skal have mere plads, mens de vokser op
  • Grisene må højst transporteres i 8 timer

Det nye dyrevelfærdsmærke er en frivillig ordning og har tre niveauer fra en til tre stjerner. Jo flere stjerner jo højere dyrevelfærd.

  • En stjerne: Fritgående søer, krølle på halen (uden halekupering eller halebid), mere plads og tildeling af halm
  • To stjerner: Samme grundkrav + krav om mere plads
  • Tre stjerner: Samme grundkrav + krav om endnu mere plads samt udeareal

Produkter med én stjerne er nye og kan produceres til en overkommelig merpris på 15-20 procent, vurderer regeringen.

Produkter med to stjerner eller tre stjerner findes allerede - Antonius, Bornholmergrisen, Den Go’e Gris (to stjerner) og økologi og Friland (tre stjerner) - men de afsættes i små mængder, fordi prisen er høj.

Hvis det viser sig, at forbrugerne og de relevante aktører bakker op om mere dyrevelfærd, så kan kriterierne strammes og gøres skrappere på et senere tidspunkt, skriver regeringen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle