Rådgiver: Tænk på forsyningssikkerhed og bestil dit kraftfoder tidligere end du plejer

Nogle landmænd oplever forlænget leveringstid på kraftfoder, mælkepulver og savsmuld. Bestil noget tidligere og undgå at løbe tør, lyder rådet fra en kvægrådgiver

Af Bruno Lyskjær Due, kvægrådgiver hos Sagro, fortalt til Peter Winther Mogensen

Vi konfronteres dagligt med, at omkostningerne stiger. Flere landmænd er naturligt nok bekymrede for, hvilke foderomkostninger de må imødese, når de skal indgå nye foderkontrakter, og hvilke råvarer er der at få senere på året?

Her og nu mener jeg, at man også skal tænke på sikkerheden for at få de varer, som man har bestilt.

Vi har hørt flere eksempler på, at savsmuld til strøelse er blevet dyrere og sværere at skaffe.

Mælkepulveret har også kortvarigt været i restordre og nogle har bestilt 30 tons kraftfoder men kun fået leveret 10, fordi der ikke var mere på fabrikken.

Lagerstyring

Disse usikkerheder kan man selv påvirke ved at ændre vane for bestilling. Hvor man tidligere ville vente med at bestille nyt foder til den allersidste dag, bør man overveje at bestille fem dage tidligere. På den måde kan man håndtere, hvis leverancen er forsinket eller ligefrem i restordre. Det handler ikke om at hamstre varer, men en mindre lagerbeholdning vil være fornuftig at have netop nu.

Det er trods alt bedre at have ekstra robotkraftfoder liggende, end at risikere at skulle undvære det i to dage. Er man vant til at fodre med mælkepulver vil det også være træls, hvis man løber tør og må vente på at få. Kalvene kan selvfølgelig få komælk, men det giver jo udfordringer med håndtering og et foderskift, som sarte kalvemaver helst ville være foruden.

Vælger man at få foder leveret tidligere skal man være opmærksom på at få det gamle foder frem i siloen eller lagt over i et andet påslag, så det ikke ender i et hjørne, hvor det bliver for gammelt.

Mineraler kan godt holde sig i længere tid, men husk at kigge på holdbarhedsdatoen, så man hele tiden vælger det med korteste holdbarhed. Mineraler hentes ofte østfra, så i min optik er det et kritisk fodermiddel, som man godt må sørge for at have et ekstra lager af.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.