Stort potentiale i at fodre med frisk græs på stald

Tørkens fodermangel har yderligere skubbet til interessen for høst af frisk græs til staldfodring interessant. Hør mere om konceptet ved besøg i næste uge hos Jørgen S. Madsen, der har omplantet irske erfaringer til danske forhold.

Engang stod de overalt i kanten af græsmarkerne: Grønthøsterne. Frisk staldfodring med nyhøstet græs var et udbredt supplement til afgræsning om sommeren og efteråret.

Men det kneb for teknikken og præcisionen at følge med de stigende besætningsstørrelser og krav til en ensartet fodring af højtydende køer.

Men forrige år hentede den økologiske mælkeproducent Jørgen S. Madsen den første irske friskgræshøster til Danmark og udviklede konceptet og firmaet MaksiGrass. Som helt enkelt går ud på at øge græsandelen maksimalt i køernes fodring.

Fordi det er billigt, enkelt og giver mulighed for at hente græs længere væk, end køerne med rimelighed selv kan gå.

Det første års erfaringer viste pæne gevinster på bundlinjen ved at erstatte staldfodringens græsensilage med friskhøstet græs.

60 ekstra foderdage

I dette efterår, hvor sommerens usædvanlige tørke har givet foderknaphed hos især økologer med stor græsandel i rationen, er konceptet ikke mindre interessant, fordi frisk høst af græs, efterafgrøder og efterslæt til hen sidst på året kan drøje på de knappe beholdninger. Selv hentede han det sidste læs friske græs forrige år 6. december og begyndte i år 7. maj, men kunne godt have været ude efter første læs allerede 20. april, vurderer han.

»Hvis man mangler foder til vinter, gælder det om at gøre vinteren så kort som muligt. Nu ved jeg godt, at jeg er sælger med stort S i denne sammenhæng, men jeg mener, det er realistisk at hente frisk foder på marken i 60 dage ekstra i efteråret og det tidlige forår, svarende til 100.000 FE«, forklarer Jørgen S. Madsen, som på knap et år har solgt omkring ti MaksiGrass-friskhøstere til danske landmænd, heraf flere i sensommeren.

Hør om økonomi og erfaringer

Onsdag 10. oktober præsenteres MaksiGrass-vognen ved et arrangement klokken 13 til 15 hos Jørgen S. Madsen på adressen Stensbovej 1, Faster ved Skjern.

Plante- og kvægrådgivere fra Økologirådgivning Danmark medvirker under arrangementet, der foruden en demonstration af friskgræshøsteren også gennemgår forudsætningerne for succes med konceptet, hvordan det kan kombineres med afgræsning samt økonomien i løsningen.

Arrangementet kræver ikke tilmelding.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.