Tre veldrevne besætninger viser stalde og inventar frem i næste uge

Går du med overvejelse om at skifte inventar og andet i stalden, kan du hente inspiration tre steder i næste uge.

Skal madrasserne skiftes? Og i så fald til hvad?

Går du med denne tanke, skal du måske fylde brændstof på bilen og drage på inspirationstur i næste uge.

Tre veldrevne jyske besætninger åbner nemlig stalddørene og indretning af køernes nærmiljø er centrale emner alle tre steder.

Tirsdag og onsdag er det Staldmæglerne A/S og Sagro, som arrangerer staldmøder ved henholdsvis Vildbjerg og Glejbjerg.

I Vildbjerg åbner Jørgen Pedersen dørene tirsdag fra 10 til 14.30. Her kan gæsterne se en økologisk besætning med 365 køer, som hver især yder 12.800 kg EKM. Der er 250 vandsenge i stalden, som gæsterne kan træde lidt på, ligesom man kan se en gyllesuger i funktion.

Højere livsydelse

Onsdag er det Per Sørensen ved Glejbjerg, som viser sine vandmadrasser frem fra 10 til 14.30. Pers 240 årskøer har takket være optimeringer i stalden øget livsydelsen fra 26 tons EKM til 38 tons EKM.

Ved begge Sagro/Staldmægler arrangementer er der guidet staldgennemgang kl. 10.30 og kl. 14, ligesom Sagros rådgivere også giver opskrifterne på at fodre køer, som yder 13 tons mælk.

Den rigtige stald

Torsdag er det DLG’s bestyrelsesformand Niels Dengsø Jensen, som åbner stalddørene på Skralborg ved Løgstrup kl. 10.

Inden faglige oplæg på Hjarbæk Kro vil Niels Dengsø Jensen fortælle om sin investering i madrasser fra inventarproducenten Jyden, som arrangerer temadagen.

Efter frokosten vil specialkonsulent Vibeke Fladkjær Nielsen, give sine anbefalinger til indretning af afsnit til kælvning, sygebokse, kalve og malkekøer. Hun vil ligeledes orientere om aktuelle emner i forhold til lovgivningen.

Fra Jyden vil projektkonsulent Knud Pedersen give et oplæg til, hvordan man tilpasser stalden til lovgivning og landmandens ønsker.

Arrangementet slutter kl. 15.

Tilmelding til Jydens arrangement sker via jyden.dk

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.