Vær klar til at konservere dine hestebønner: Sådan gør du

Snart skal hestebønnerne nedvisnes, og det er godt at have en plan for, hvordan man vil opbevare og bruge dem.

Tørring af våde hestebønner kræver tålmodighed. Hestebønner er store frø, kræves der i plantør­ringsanlæg en lang tørretid, en stor luftmængde og en jævn luftstrøm for at få frøene ned på 14-15 pct. vand. Det kan være en fordel at fortørre i en tørrevogn inden de bliver lagt ind på planlageret. Også for at undgå, at hestebønnerne bliver mast og sætter sig fast i elevator og snegl. Afhængigt af temperatur og luftfugtighed kan frø­ene måske ikke nå lagerfasthed uden tilsætning af varme under tørringsprocessen. Så hav setup’et klar før tørring, så der hurtigst muligt begyndes på at få hestebønnerne tørret ned for optimal holdbarhed og kvalitet, skriver Kvægnyt.

Propionsyre – en effektiv metode

Et alternativ til tørring er propionsyrebehandling af hele hestebønner. Man kan enten spraye syren på frøene vha. doseringsudstyr eller ved grundig opblanding i fuldfodervogn. Uanset metode er det væsentligt, at syren dækker overfladen af alle frø og er jævnt fordelt i hele partiet. Hvor stor en mængde der tilsættes afhænger både af lagertid og vandindhold, men som udgangspunkt er det bedst egnet til hestebønner op til maks. 28 pct. vand.

Crimpning er mere risikabelt

Crimpning med ensilering er udbredt, da det er en relativt nem og hurtig metode, som typisk foretages af maskinstationen. Hestebønner til ensilering bør høstes tre uger før modenhed, og erfaringsmæssigt kan hestebønner høstes og en­sileres, typisk i silopose, ned til ca. 30 pct. vand. Dog høstes hestebønnerne ofte for sent og med for lavt vandindhold, hvorved der nærmere er tale om en konservering, og hvor det bliver svæ­rere at komprimere hestebønnerne tilstrækkeligt. Desværre giver syretilsætning ingen garanti for en tilfredsstillende holdbarhed.

Crimpning øger overfladen på hestebønnerne voldsomt, og derfor er det ikke realistisk at tilsæt­te nok propionsyre til at dække hele overfladen af frøene i en film af syre til at opnå en lang og stabil holdbarhed. Vælger man alligevel denne metode, er det helt afgørende for holdbarheden, at heste­bønnerne opbevares lufttæt, og at der sikres en god fremdrift i stakken.

Tvivlsom effekt af toastning

Toastning sænker proteinets nedbrydning i vom­men og øger derfor AAT-værdien i hestebøn­nerne. Men forsøg har ikke kunnet dokumentere, at det har nogen betydning for mælkeydelsen. Derfor bør man mest betragte toastning som en konserveringsmetode til at tørre hestebønnerne.

Kilde: Kvægnyt

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.