Vejen Kommune stolt af hurtig sagsbehandlingstid

Ny statistik fra Miljøstyrelsen viser, at Vejen Kommune ligger som en af de bedste blandt landets kommuner, når det kommer til hurtig sagsbehandlingstid.

Når landmænd vil udvide eller omlægge deres drift i Vejen Kommune, så går det hurtigt med at få tilladelsen hos Vejen Kommune.

Miljøstyrelsen har offentliggjort nye tal som viser, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i Vejen Kommune er 3,1 måned for miljøgodkendelser på landbrug. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
 
Det betyder, at Vejen Kommune ligger under landsgennemsnittet i sagsbehandlingstid, som er på 5,9 måneder. Faktisk er kun én kommune hurtigere, men den har kun givet én godkendelse mod Vejen Kommunes 40.
 
Vejen Kommune ligger også under landsgennemsnittet for sagsbehandlingstider på tilladelser til mindre landbrug mellem 15 og 75 dyreenheder. Her er tallet for den gennemsnitlige sagsbehandlingstid på 1,5 måneder, mens landsgennemsnittet er på 2,9 måneder.

"Når Vejen Kommune er i top med hurtig sagsbehandling, så er det resultatet af en målrettet indsats med at optimere vores sagsbehandling. Når vi begynder at sagsbehandle en husdyransøgning sætter vi foruden en tovholder på sagen, yderligere to sagsbehandlere, som er eksperter på hver sit område. Det giver en god kvalitet og er tidsbesparende, da man kan arbejde på forskellige dele af sagen samtidigt. Desuden holder vi opstartsmøder med landmanden og landmandens konsulent, hvor sagen gennemgås og eventuelle udfordringer ved ansøgningen bliver drøftet," siger Jes Holm Hansen, der er fagkoordinator i Teknik & Miljø i Vejen Kommune, i pressemeddelelsen.

Forventningsafstemning

Sonja Miltersen, direktør i Vejen Kommune, supplerer:

"Vi lægger stor vægt på dialog, forventningsafstemning og fremdrift i sagsbehandling samtidig med at vi hele tiden har fokus på kvalitet, helhed og samspil i opgaveløsning. Fra politisk hold i Vejen Kommune er der stor tilfredshed med effekten af en målrettet indsats for at nedbringe sagsbehandlingstiden, "siger Sonja Miltersen.

Politiker: Godt for landbruget

"Vi har i Vejen Kommune stort fokus på, at skabe gode rammevilkår for vores erhvervsliv - det gælder selvfølgelig også vores landmænd. Det er i alles interesse, at få sagsbehandlingen til at glide så smertefrit som muligt. Det handler om at skabe nogle arbejdsgange, hvor vi understøtter gode vilkår for landbrugserhvervet. Korte sagsbehandlingstider er med til at skabe vækst og arbejdspladser, samtidig med at der bliver investeret i ny teknologi i landbruget," siger Jørgen Bruun (V), der er formand for Udvalget for Teknik & Miljø i Vejen Kommune.

Faktaboks

  • Miljøstyrelsen har lavet opgørelsen: "Sagsbehandlingstid for husdyrsager 2015"
  • Opgørelse dækker over den tid, som sagerne har ligget i kommunen og ikke den tid, sagen har været sendt tilbage til ansøger for at indhente supplerende oplysninger
  • Læs mere på Miljøministeriets hjemmeside

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.