Seks formænd: Landmænd bør kompenseres for tidligere klimatiltag

Landmænd skal have gevinst af deres klimaindsats og ikke udsættes for konkurrenceforvridning. Det påpeger seks formænd fra landbruget.

Skatteministeriet har igangsat arbejdet med at udforme en CO2-afgift. 

Og hvis en CO2-afgift, der omfatter landbruget, bliver en realitet, skal landmændene ikke ende som sorteper, men i stedet honoreres for den klimaindsats, de gør ude på gårdene.

Sådan lyder det fra en række formænd fra landbruget, der i en fælles pressemeddelelse peger på, at en CO2-afgift også skal indregne landmændenes optag af CO2. 

For landbruget bidrager på mange måder til optag af CO2.

"Men det kan vi kun, hvis vi belønnes for det, vi bidrager med i form af biomasse, CO2-lagring i jord og massive reduktioner lige fra jord til bord", lyder det samstemmende fra formændene i Landbrugets Biomasseleverandører (LBBL), Foreningen for Reduceret Jordbearbejdning i DanmarK (FRDK), LandboSyd, Nordsjællands Landboforening, Agri Nord og Sønderjysk Familielandbrug.

Tilsammen repræsenterer de seks foreninger omkring 4.600 medlemmer. 

De seks foreninger sætter en tyk streg under, at landmænd også bør kompenseres for tidligere tiltag.

"Hvis eksempelvis en landmand allerede har reduceret sit CO2-aftryk ved enten at levere til biogas eller dyrke sin jord pløjefrit, er det helt urimeligt at stille samme reduktionskrav som til andre, der intet har gjort", lyder det i meddelelsen.

"Sker det, risikerer vi, at pløjefri landmænd pløjer deres jord for at undgå at blive straffet, fordi de allerede har været klimarigtige i en årrække. Det vil være et tilbageskridt, som ingen ønsker", siger Henrik Terp. 

Dansk CO2-afgift er konkurrenceforvridende

Fra de seks foreninger lyder det, at et af de store faremomenter er, at Danmark indfører en CO2-afgift, mens vores nabolande og andre lande, vi handler med, ikke gør. 

"Det vil jo være helt enormt konkurrenceforvridende, hvis Danmark vælger at gå national enegang på det punkt", siger Henrik Jessen, der er formand for LandboSyd. 

Andre scorer klimagevinsterne

På markerne optager planterne store mængder CO2 i vækstperioden. En hvedemark optager eksempelvis ifølge meddelelsen 18 ton CO2 pr. hektar, hvoraf en del kan tilbageholdes i jorden med conservation agriculture.

De pløjefri landmænd anslår, at de kan lagre op til 2,4 ton CO2 pr. hektar nogel steder.

Det klimabidrag mener de, som Klimarådet også har foreslået, skal godskrives med en negativ CO2-afgift. 

"Det er en meget lavthængende frugt at lagre mest muligt CO2 i vores landbrugsjord, som dermed bliver mere klimarobust, får langt større biodiversitet, mindre erosion og udvaskning af kvælstof for blot at nævne nogle af fordelene, som samfundet også forventer af os", siger Henrik Terp, der er formand for FRDK.

For biomasseleverandørerne til biogasanlæggene er der dog en helt anden bekymring. De har i årevis set, hvordan biogasanlæggene har indkasseret hele klimagevinsten og i dag sælger CO2-kvoter for store beløb. 

"Vi skal have sikret landmandens værdier, så han bliver godskrevet de klimareduktioner, der sker på gården i forbindelse med afgasning. Det er vigtigt, at vi gør den grønne omstilling til en forretning for landmanden", siger Gitte Grønbæk, der er direktør i LBBL. 

Forbrugerne skal også bidrage

For foreningen er det også vigtigt, forbrugerne skal tage ansvar for den del af det optagede CO2, der ender med igen at indgå i kredsløbet, når forbrugerne spiser fødevarerne eller har madspild. 

"Vi finder det derfor fair, at forbrugerne pålægges en del af afgiften", siger Lars Jonsson, der er formand for Nordsjællands Landboforening. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.