Belkar tager kamille i raps - men ikke græsukrudt

Det nye middel Belkar giver nye muligheder i ukrudtsbekæmpelsen i raps. Og kan - i modsætning til Command - målrettes mængde og arter af ukrudtet.

»Med den nylige godkendelse af ukrudtsmidlet Belkar mod tokimbladet ukrudt i vinterraps om efteråret, er der kommet nye muligheder for at bekæmpe kamille, storkenæb, hejrenæb, kornvalmue og burresnerre. Og ikke mindst muligheden for at bekæmpe kamille om efteråret, frem for usikkerheden om det bliver sprøjtevejr til Matrigon om foråret - samt at storkenæb og hejrenæb nu kan bekæmpes - vil forbedre dyrkningssikkerheden i vinterraps.«

Det fortæller landskonsulent Poul Henning Petersen, Seges.

Bruges efter fremspiring

Belkar skal først bruges når, raps og ukrudt er fremspiret - fra rapsen har to blade og fremad. Den primære brug forventes at blive i september, når den værste høsttravlhed er overstået.

Belkar er godkendt til enkelt- eller splitbehandling med op til i alt 0,5 l/ha. Når raps har 2-5 blade, må der bruges 0,25 l og fra rapsens 6-bladsstadie 0,5 l.

»Forsøg har vist en lidt bedre effekt mod kamille, storkenæb og hyrdetaske ved splitbehandling med 2 x 0,25 l/ha i forhold til 0,5 l/ha på en gang. Dels fordi der sprøjtes mere optimalt i forhold til ukrudtets størrelse. Og dels fordi især storkenæb spirer frem over en lang periode. En splitbehandling giver også mulighed for at vurdere resultatet af første sprøjtning, inden anden sprøjtning udføres efter behov. Herunder om den delvis kan spares ved kun at behandle foragrene i anden sprøjtning,« siger Poul Henning Petersen.

Har især effekt imod

Belkar har især effekt på tokimbladede ukrudtsarter som kornblomst, hyrdetaske, lægejordrøg, kornvalmue, burresnerre, storkenæb, rød tvetand, kamille, pengeurt m.fl. Effekten mod ærenpris og stedmoder er svag. Fuglegræs bekæmpes med rimelig god effekt ved høj dosis.Derimod har Belkar ingen effekt mod græsukrudt, og det er derfor nødvendigt at bruge Kerb mod græsserne, siger Poul Henning Petersen.

Seges har på baggrund af et stigende antal tilfælde af herbicidresistens igen fået dispensation til, at Kerb 400 SC må bruges mod græsukrudt i raps i år.

»Prisen for ukrudtsbekæmpelsen afhænger meget af ukrudtsarter og mængde af ukrudt. Belkar kommer til at koste omkring 1.150 kr. pr. liter og Command 650 kr. pr. liter, og dermed er det værd at vurdere, om en Command-løsning kan klare ukrudtet« siger han.

Må ikke blandes med

Belkar må ikke blandes med græsukrudtsmidlerne Agil og Focus Ultra og vækstreguleringsmidler, inkl. svampemidler med vækstregulerende effekt. Men det må gerne blandes med skadedyrsmidler.

Der skal ikke tilsættes additiver til Belkar. Ifølge Dow AgroSciences bør Belkar ikke bruges i sorten Quartz.

Faktaboks

Belkar mod ukrudt i raps

  • Godkendt mod ukrudt i raps efterår (enkelt/split) - op til 0,5 l/ha, afhængigt af udviklingstrin.
  • Virker især på kornblomst, hvidm. gåsefod, hyrdetaske, lægejordrøg, kornvalmue, burresnerre, storkenæb, rød tvetand, kamille, pengeurt.
  • Indeholder aktivstofferne pi-cloram (i Galera) og halauxifen-methyl (i Zypar og Pixxaro). Hormonvirkning (klasse O).

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.