Dansk Planteværn: Positivt, at ministeren vil diskutere pesticidafgifterne

I en kommentar til den nye bekæmpelsesmiddelstatistik, samt Miljø - og Fødevareministeriets pressemeddelelse i samme anledning, udtrykker Dansk Planteværn direktør glæde over ministerens villighed til at diskutere justeringer i pesticidafgifterne.

Hos Dansk Planteværn ser direktør Helle Græsted Bennedsen det som meget positivt, at miljø- og fødevareministeren åbner op for at diskutere mulige ændringer af de nuværende pesticidafgifter

”Det er absolut positivt, at ministeren lægger op til, at man kan diskutere eventuelle justeringer i afgifterne," lyder det fra Helle Græsted Bennedsen i forbindelse med præsentationen af Bekæmpelsesmiddelstatistik 2015, hvor Esben Lunde Larsen i en pressemeddelelse skriver, at eventuelle ændringer af pesticidafgiften kan komme på tale, når afgiften er blevet evalueres sidst på året.

Men, ser Helle Græsted Bennedsen alene på dataene i bekæmpelsesmiddelstatistikken, der igen i år viser et fald i salget af plantebeskyttelsesmidler målt på både mængden af aktivstoffer og i belastningen, så ser hun tydelige tegn på, at de stramme danske regler på planteværnsområdet har en bagside.

”Faldet i belastningen, som den er opgjort i Bekæmpelsesmiddelstatikken, kan skyldes, at der er brugt midler med mindre belastning. Men bliver landmændene ved at med at benytte de mindst afgiftsramte midler igen og igen, så risikerer man en øget udvikling af resistens, ” siger Helle Græsted Bennedsen med henvisning til, at der i Bekæmpelsesmiddelstatistikken 2015 anføres, at effekten af nogle af de mindst afgiftsramte midler er aftagende.

Ingen overraskelser 

 Hos Dansk Planteværn er faldet i det generelle salg af planteværnsmidler ikke kommet som en overraskelse, men ifølge Helle Græsted Bennedsen, skal man være forsigtig med at tolke for meget på de sidste par års fald i salget af pesticider.

”Markedet har endnu ikke stabiliseret sig, og vi vil også i de kommende bekæmpelsesmiddelstatistikker se tegn på den oplagring af planteværnsmidler hos landmændene, der fandt sted i forbindelse med omlægningen af afgifterne i 2013, ” vurderer direktøren.

Ser man på landmændenes sprøjtejournaler, så er der sket et fald i belastningen på cirka 28 procent fra 2011 til 2015, imens belastningen udregnet på baggrund af salgstal viser et fald på 40 procent.

Helle Græsted Bennedsen ser frem til, at der inden længe bliver fremlagt et forslag til Pesticidstrategi 2017-2020, og så tager hun gerne del i en diskussion af pesticidafgifterne senere på året. Og direktøren slår fast, at det hverken er afgifter, rapporter eller skrivebordsmanøvrer, der har størst betydning for landmændenes brug af planteværnsmidler på de danske marker.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.