Danske Samson udvikler ny nedfælder med discs

En helt ny sortjordsnedfælder med tallerken-skær skal gøre det lettere at nedfælde gylle i marker med store mængder organisk materiale.

Danske Samson Agro, der er speicalist i udstyr til udbringning af gylle, har lanceret en helt ny type sortjordsnedfælder. Hvor de nuværende modeller er med faste tænder, så er SD-nedfælderen udstyret med discs og kan derfor klare sig på marker med mange planterester, så som majs- og rapsstub, oplyser Samson Agro.

Nedfælderen har været under udvikling det seneste års tid i samarbejde med Aarhus Universitet, og Samson Agro har i første omgang produceret 10 stk, der er solgt på særlige betingelser.

Placeres i riller

Arbejdsdybden går fra tre til 12 centimeter, og slangerne med gylle er placeret bag den forreste tallerkenrække. Gyllen placeres således i riller skabt af tallerkenerne på den forreste tallerkenrække. Den bagerste tallerkenrække dækker øjeblikkeligt rillerne med jord.

SD-nedfælderen udmærker sig desuden ved, at gyllen placeres direkte i jorden og ikke hvirvles med materialeflowet gennem nedfælderen. Den arbejder derfor med relativt tørt materiale og forbliver ren og tør, fremhæver Samson i en pressemeddelelse.

Hver gylledyse er skråt afskåret, så gyllen placeres over et større areal nede i jorden. Det gør det også sværere for dyserne at stoppe til med jord eller planterester.

Tallerknerne har en diameter på 510 millimeter og kan indarbejde store mængder gylle, lover Samson. Ydevnen på den lodrette fordeler er op til 7.000 liter pr. minut.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.