DLG: God kornforsyning lægger låg på priserne

Der ventes vækst i både startlagre, produktion og slutlagre på korn.

Af prokurist Rolf Pedersen, DLG

Den seneste prognose fra det amerikanske landbrugsministerium (USDA) fra i fredags bekræfter igen, at der er en god forsyning af korn overalt på kloden, og at priserne har svært ved at rive sig løs fra det nuværende relativt lave niveau.

På hvedesiden opjusterer USDA på tre tangenter. De globale startlagre får et plus på knap to mio. ton, produktionen et plus på fem mio. ton og slutlagrene ligeledes et plus på fem mio. ton. Slutlageret sættes til 226,6 mio. ton svarende til 32 procent af det samlede årsforbrug på 716 mio. ton.

For majsens vedkommende er billedet et lidt andet. Her reduceres produktionen med 7,5 mio. ton, forbruget med to mio. ton og slutlagrene med fem mio. ton for herefter at udgøre 190 mio. ton svarende til 19 proenmt af det samlede årsforbrug på 986 mio. ton.

Børserne er rolige
Reaktionen på børserne var beskedne, og markedet har siden været sivende. Fortsat høstpres på den nordlige halvkugle er med til at holde priserne i skak, og vi skal nok et par uger længere frem, inden der måske igen kan øjnes lys for enden af tunnelen.

Det ligger ikke i spillekortene, at store prisstigninger står på dagsordenen, men en mindre korrektion kan ikke udelukkes.

Ringe omsætning på engrosmarkedet
Det europæiske kornsælgende landbrug holder i vid udstrækning stadig på kornet, men industrikøberne er ligeledes tilbageholdende med køb på termin. Hvem bryder først isen?

Handelshusene, som ofte skaber likviditet på de senere terminer, er forbavsende stille for tiden. De har tilsyneladende heller ikke appetit på at kaste sig ud i de store positioner og spekulationer, så markedet mangler virkelig momentum.

Kina spøger stadig i kullisen
Den alvorlige økonomiske situation i Kina er bestemt heller ikke med til at bringe optimisme og liv i markedet. Når elefanten trækker i bremsen, giver det ekko jorden rundt.

Eneste lille lyspunkt fra kinesisk side er, at den kinesiske præsident i næste uge aflægger USA et besøg, og der er forhåbninger om, at han har den helt store ordreblok med i baglommen. Det kan potentielt blive til mange mio. ton sojabønner, og hvis det bliver tilfældet, kan det i givet fald smitte af på andre afgrøder.

Ansvarsfraskrivelse (Disclaimer & Disclosure)
”Informationerne i denne markedskommentar er udarbejdet af DLG, som ikke påtager sig noget ansvar for eventuelle dispositioner foretaget på baggrund af informationerne, herunder som følge af eventuelle fejl eller udeladelser. Markedskommentarerne afspejler DLG’s vurdering på et bestemt tidspunkt, og denne vurdering kan efterfølgende ændres uden varsel. Kommentaren skal ikke opfattes som et tilbud eller en anbefaling om køb eller salg.”

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.