Driftsfællesskab med 2.635 hektar: Bæredygtighed er hele fundamentet for driften

Agro-alliancen blev dannet for at opnå stordriftsfordele og sænke produktionsomkostningerne i markbruget, så der kan opnås en forbedret indtjening. Produktionen skal være bæredygtig på både kort og lang sigt. Artiklen er første gang publiceret i magasinet MARK, december 2021.

Ejerne bag Agro-Alliancen tænker langsigtet. I bund og grund handler det om, at det skal være attraktivt for fremtidige generationer at overtage driften. Det stiller krav til rentabiliteten, ligesom det skal være en spændende arbejdsplads.

Ved fusionen var det et mål, at stordriftsfordele skulle forbedre det økonomiske nettoudbytte med 1.000 kroner pr. hektar. Derefter var målet, at bundlinjen skal vokse med 10 pct. årligt.

»En god økonomi er vigtig for, at vi kan opretholde en sund drift, hvor vi hele tiden udvikler os, og hvor der er plads til at prøve kræfter med nye initiativer«, siger Bo Jensen.

Han har siden selskabets dannelse i 2017 været direktør for selskabet.


Ravnholt Gods ved Ørbæk (billedet) og Egeskov Gods ved Kværndrup dannede i 2017 Agro-Alliancen, som er et driftsfællesskab, der driver i alt 2.635 hektar. Privatfoto.

Stordriftsfordele

»En af vores største forcer er, at vi har store marker på op til 100 hektar, og at arronderingen er rigtig god. Det giver en række fordele i forhold til det, vi har valgt at kalde intelligent arealanvendelse«, siger Bo Jensen.

Han tilføjer, at intelligent arealanvendelse for Agro-Alliancen går ud på, at sårbar natur skal beskyttes, mens den robuste jord dyrkes intelligent, og med avanceret teknologi.

Således er 170 ha ud af 2.635 hektar lagt ud som kiler, bræmmer, vildtstriber eller biotoper.

»Vi har meget målrettet skåret alle kiler og ukurante arealer fra. Dermed sikrer vi, at vi altid kører med fulde træk. Ligesom vi undgår at bruge tid på at køre tom tilbage - eller at klappe bommen på sprøjten ind og ud ved master og lignende. Det betyder rigtig meget i forhold til at opnå en rationel og effektiv drift af arealerne«, siger Bo Jensen.


Agro-Alliancen er bevidst om, at virksomhedens mål ikke kan nås uden dygtige og motiverede medarbejdere. Privatfoto.

Bæredygtig teknologi

Agro-Alliancen er meget bevidst om fordelene ved at investere i præcisionsudstyr og ny teknologi i forhold til at optimere planteavlen på en bæredygtig måde.

»Den ny teknologi skal optimere tildelingen af gødning, kemi og andre hjælpestoffer til gavn for bundlinje, miljø og klima. Derudover skal præcision i markarbejdet reducere forbruget af dieselolie og ekstra slid på maskinerne«, siger Bo Jensen.

Han tilføjer, at den ny teknologi er oplagt at bruge til at dokumentere sporbarhed, ligesom der er et godt trækplaster i forhold til at tiltrække dygtige og ambitiøse medarbejdere.

Sporbarhed og plantebaserede fødevarer

»Når vi har et mål om at dyrke et stort areal, så er det ud over stordriftsfordelene også fordi, vi mener, at det giver os større ballast i forhold til at samarbejde med eksterne investorer og aftagerne af vores produkter«, siger Bo Jensen.

Han tilføjer, at det blandt andet gælder i forhold til direkte afsætning og sporbarhed af plantebaserede fødevarer.

Derudover kan man meget vel forestille sig en fremtid, hvor alle skal levere på klima - og at prisen på lån derfor kan blive afhængig af, hvor meget produktionen belaster klimaet.

»Omverdenen skal vide, hvad vi står for. Det gælder banker, investorer, aftagerleddet og de landmænd, som vi samarbejder med«, siger Bo Jensen.

Han tilføjer, at Agro-Allian-cen deltager i et projekt, hvor de sammen med ConTerra og Seges arbejder på at udvikle en model, der kan sætte tal på, hvor meget planteproduktionen belaster klimaet.


Græs- og kløverfrø udgør en vigtig del af markbruget. Derudover dyrkes fremavlskorn samt maltbyg og brødhvede. Privatfoto.

En attraktiv arbejdsplads

»Vi vil gerne være med til at uddanne fremtidens talenter i landbruget. Derfor har vi en klar holdning til, at elever og medarbejdere skal have en god og spændende hverdag, hvor de lærer noget«, siger Bo Jensen.

Han tilføjer, at det indebærer, at medarbejderne får ansvar - og at der bliver brugt den nødvendige tid til oplæring og efteruddannelse.

»I mange større internationale virksomheder arbejder man med ESG, environmental, social and governance. Det vil sige miljø-, samfunds- og ledelsesmæssige forhold. Det mener jeg, rummer en masse gode værktøjer, som vi helt sikkert kan bruge i vores bestræbelser på at drive et bæredygtigt landbrug«, siger Bo Jensen.


Bo Jensen er uddannet agrarøkonom og har altid interesseret sig for planteavl.

Har altid haft flair for at lede og fordele arbejdet

Startskuddet til Bo Jensens karriere inden for landbruget blev taget, da han i folkeskoletiden var i erhvervspraktik hos en frøavler.

»Han fik mig på landbrugsskole, og siden har det været landbruget, der har fyldt en stor del af mit liv«, siger Bo Jensen.

Bo Jensen er ikke opvokset på en gård, men har helt fra barnsben hjulpet på landbrug nær barndomsbyen Årslev.

Gennem alle årene har det været planteavl og dyrkning af specialafgrøder, der har haft Bo Jensens store

interesse. Derudover fandt han hurtigt ud af, at han var god til lede og fordele arbejdet. Derfor var det naturligt for ham at uddanne sig til agrarøkonom.

Efter endt uddannelse i 1998 tog han sin kone og sit første barn med til Frankrig, hvor han arbejdede i to et halvt år på et planteavlsbrug med 600 hektar. Derefter arbejdede han som forvalter på Stenalt Gods i et års tid, inden han i 2002 blev ansat som driftsleder på Egeskov Gods.

I 2015 søgte han nye udfordringer hos Dekalb, hvor han blev ansat som konsulent med speciale inden for firmaets rapssorter.

Halvandet år senere blev han dog kontaktet af sin tidligere arbejdsgiver på Egeskov Gods. Sammen med ledelsen på Ravnholt og Egeskov godser udviklede han tankerne bag det, der i 2017 blev til Agro-Alliancen, og hvor han fra start har været direktør for driftsfællesskabet.

3 veje til en bedre bundlinje

1. Tredobbelt bundlinje

Agro-Alliancen har en mission om at skabe værdi for kommende generationer, for samfundet og for miljøet. Det ønsker Agro-Alliancen at gøre gennem fokus på konkurrenceevne, høj teknisk faglighed og bæredygtighed.

Det flugter fint med Brundtlandrapportens definition af bæredygtighed fra 1987, der definerede bæredygtighed som det der »skaffer menneskene og miljøet det bedste uden at skade fremtidige generationers mulighed for at dække deres behov«. Siden da har mange virksomheder opereret med en ’tredobbelt bundlinje’, som medregner det sociale og miljømæssige i deres økonomiske bundlinje.

2. Licence to produce

En bæredygtig drift er for Agro-Alliancen, at jorden afleveres i en bedre tilstand, end den var, da de modtog den. Målet er, at drive al jorden efter principperne i Conservation Agriculture.

»Vi er ikke religiøse, og pløjer når der er behov for det. Vi har et mål om, at vi vil reducere vores kemi-forbrug med fem pct. årligt, men vi går ikke på kompromis i forhold til at sikre rene frøgræsmarker«, siger Bo Jensen.

Han mener, at ny teknologi er et effektivt værktøj i forhold til at udnytte gødning og kemi optimalt - og mener, vi er nået til et punkt, hvor det betaler sig at bruge det. Både i forhold til miljø og bundlinje.

3. Plantebaserede fødevarer

»Vi tror på, at der er en fremtid i plantebaserede fødevarer - og positionerer os i forhold til det«, siger Bo Jensen.

De har allerede en aftale med Fuglsang, som aftager deres maltbyg. De dyrker også brødhvede og overvejer at dyrke ærter eller andre afgrøder til konsum.

»Vi er overbeviste om, at vi ved brug af den nyeste teknologi kan honorere aftagernes krav i forhold til sporbarhed. Ved at være meget tydelig omkring den måde vi driver landbrug på og vores mål med produktionen, håber vi, at vores samarbejdspartnere er trygge i forhold til at indgå en aftale med os«, siger han.

Faktaboks

Agro-Alliancen

  • Forpagter al jorden. Ejer selv alle maskiner. 
  • Primært JB 4-6. Der er let jord ved Brahetrolleborg og svær jord ved Egeskov. Ravnholt har god lerblandet muldjord.
  • Markplan høst 2021: 550 ha vårbyg til malt og fremavl. 700 ha vinterhvede fordelt på 600 ha til henholdsvis brød og fremavl samt 100 ha foderhvede. 390 ha vinterraps, 115 ha strandsvingel, 55 ha hvidkløver og 305 ha alm. rajgræs.
  • Maskinpark: Fendt 1050, 942, 939,724. Cat Challenger Mt865C. Horsch pronto 9SW. Horsch Focus 6TD. 6 Meter Horsch Terrano. 12 meter Horsch Joker. Horsch PT280 marksprøjte. Amazone ZG-TA Ultra 10001 gødnings-spreder. 3 stk. Claas Lexion 8800 fra høst 2021.
  • Ansatte: 2 elever, 4 maskinførere, 1 driftsleder, 1 tømrer, 1 økonomimedarbejder og 1 direktør. Derudover 2-3 sæsonarbejdere.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.