Få overblikket: Høsten står i stampe - og udbytterne varierer meget

Mange steder er der ikke høstet meget den sidste uge på grund af regn. Alligevel er vinterbyg nu færdighøstet og rapshøsten i gang.

Regn, regn og atter regn. En stor del af juli-vejret har mest af alt mindet om efterårsvejr. Selv den mest tålmodige landmand må i år være blevet udfordret.

Høsten har i den sidste uge nærmest stået i stampe mange steder. Man bliver nødt til at stjæle sig til at høste imellem bygerne og så betale regningen for at tørre ned på tørreri.

Sammenligner vi med sidste års høst, er vi dog ikke så langt bagud, som det måske føles. Sidste år på samme tid var vi cirka lige så langt i vinterhvede og rug, som vi er i år - altså kun lige gået i gang.

Mens raps og vårbyg var længere, idet der var høstet 40 procent raps mod 26 nu, og 15 procent vårbyg mod fem nu. Og i vinterbyg var der 30. juli sidste år høstet 95 procent mod 89 i år. Tæt på det samme.

Der er dog stor forskel på udbytteniveaet i år i forhold til den gode høst sidste år. Vinterbyg lå på indeks 103 sidste år mod 88 i år, mens raps lå på indeks 110 mod foreløbig 97 i år. De øvrige afgrøder har vi endnu ikke nogen sikker udbytteprognose for i år.

Vinterbyg

Vinterbyg er nu færdighøstet. Jakob Ulstrup fra Djursland Landboforening siger:

- Udbytterne varierer meget. Nogle har meget fine udbytter, mens en del er skuffede.

Fra Sagro i Herning fortæller Per Skodborg Nielsen:

- Nu er vinterbyggen langt om længe kommet i hus efter et par uger, hvor det nærmest har regnet dagligt. Der er da også stadig halmstrenge, der venter på et par dages tørvejr.

Artiklen fortsætter under billederne

Raps, hvede og rug

Rapshøsten er nu kommet i gang overalt, og nogle er også gået i gang i hveden.

- Der er høstet mest raps og ganske lidt hvede. Begge ser ikke ud til at skuffe, som vi frygtede, da der var tørke i foråret og forsommeren. Med mindre der da har været betydende tørkepletter, siger Børge Olesen Nielsen fra Velas i Horsens. Han tilføjer, at den smule hvede, der allerede er høstet, har en god rumvægt. Og det tyder på et fornuftigt udbytte.

Marianne Lorenzen fra LandbrugsRådgivning Syd i Løgumkloster fortæller, at enkelte er startet op i vinterhvede, vårbyg og rug i deres område, men med lidt høj vandprocent.

- Udbytterne er meget forskellige, nogle har gode udbytter, andre ligger en del under. Enkelte steder meldes om spirede frø i raps, siger hun.

Ifølge Brian Bastrup Søndergaard fra Velas Viborg er rapshøsten så småt gået i gang på de lette jorder i deres område. De resterende afgrøder er knap modne endnu.

Vårbyg

Også høsten af vårbyg er så småt gået í gang. Konsulenterne beretter generelt om rigtig mange grønskud i både vårbyg og havre.

- Selv på god jord er der grønskud - som konsekvens af for dårlig buskning ved en relativ sen såning i år. Mindst grønskud findes i det vårsæd, der er sået først, siger Børge Olesen Nielsen.

Også Leif Kildeby Nielsen fra VKST i Sorø beretter om mange grønskud i vårbyg.

- Hvis ikke det skal bruges til malt, vil nedvisning helt sikkert være rentabelt, siger han.

Hvis der kommer et omslag i vejret til mere stabilt høstvejr i den kommende uge, vil det for alvor få gang i høstmaskinerne.

Brian Bastrup Søndergaard anbefaler derfor, at man lægger en høstplan, så der både tages hensyn til modenhed af afgrøderne og høst af de marker, der skal være efterafgrøder på.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.