Grovvarekæmpe storroser landmænd for at droppe glyphosat

Danske landmænd behandler ikke længere maltbyg med glyphosat inden høst, viser DLG's analyser af årets høst.

Danske landmænd, der dyrker maltbyg, bruger ikke længere glyphosat før høst.

Det viser analyser, som DLG har foretaget, skriver grovvareselskabet i en pressemeddelelse.

Dermed følger landmændene markedskravene fra de malterier og bryggerier, der aftager det danske højkvalitetsprodukt til produktion af blandt andet øl og whisky, konstatererer DLG.

Omfattende analyser

"Et omfattende analysearbejde af alle modtagne maltbygpartier viser, at dansk maltbyg tester negativt for glyphosat over grænseværdien.

Og det er glædeligt, at behandling af maltbyg med glyphosat før høst reelt er afviklet," siger Mogens Frederiksen, vicekoncerndirektør for afgrøder i DLG.
 
"Dansk maltbyg forbindes med kvalitet i verdensklasse, og det er meget positivt, at landmændene gennem en stor indsats i år har dyrket maltbyg uden brug af glyphosat før høst.

Det er flot, og det er noget, som malterierne og bryggerierne kvitterer for. Dermed er landmændene med til at styrke afsætningen af maltbyg på verdensmarkedet, der giver landbruget en ekstraindtægt på et trecifret millionbeløb om året," siger Mogens Frederiksen.

DLG har i høsten systematisk screenet den indleverede maltbyg for glyphosat. Dermed kan virksomheden med stor sikkerhed sige, at dansk maltbyg er fri for rester af glyphosatholdige ukrudtsmidler.
 
"Vi har bogstaveligt talt været igennem samtlige lagerhuse og samtlige partier af korn, der er modtaget som maltbyg.

Vi kan derfor med stor sikkerhed sige, at avlerne har leveret dansk maltbyg uden behandling med glyphosat før høst," siger Mogens Frederiksen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.