Høstbarometer: Majshøsten skudt tidligt i gang til tomme siloer

Gode majsudbytter i år vil være kærkomment oven på et katastrofalt tørkeår sidste år.

Planteavlskonsulenterne ser på årets majshøst med optimistiske briller.

Der skal heller ikke meget til, før situationen ser mere optimistisk ud i forhold til sidste år, hvor størstedelen af landmændene høstede udbytter under normalen.

Tomme siloer

Den ringe høst sidste år betyder, at fodermangel rammer kvægbønderne tidligere end normalt. Derfor er nogle majsmarker nu høstet, før afgrøden reelt var helt moden.

»De majsmarker, der er blevet høstet, er primært høstet for at få foder i de næsten tomme siloer fra en tørkeramt høst sidste år. Flere af de høstede marker har ikke været færdigudviklet. Det giver udbytter under middel«, fortæller Gitte Rasmussen fra VKST.

Hun ser dog mange pæne majsmarker på Sjælland med udsigt til gode udbytter over normalen.

På Bornholm beretter Torben Videbæk også om pæne majsmarker med ensartede planter. På Bornholm er knap en tredjedel af majsen høstet. Det samme gælder visse områder af Sjælland.

I Jylland er det meget beskedent med høstede majsmarker.

Tørke under blomstring

På trods af optimismen, så er der også majsmarker, hvor tørke i blomstringsperioden kommer til at koste på udbyttet.

Kolbeandelen er ikke helt som ønsket på disse marker, og en del kerneanlæg er ikke udviklet.

Martin Kudsk fra Agrovi kan berette, at især sandede jorder er ramt.

Faktaboks

Høstoverblik:

  • Kun ca. fem pct. af majsen er høstet.
  • Vurderingen af årets udbytter er derfor usikker. 
  • Det østlige Danmark er længst med majshøsten.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.