Hurra for den blå himmel og tørre vind

Blog fra Bedriften: Niels Hauge Mikkelsen er i gang med forårsarbejdet, men man skal stadig gå forsigtigt til værks på den tunge, fynske lerjord.

Af Niels Hauge Mikkelsen, fortalt til Frederik Thalbitzer

Det er godt vejr for forårsarbejdet. Det tørrer rigtig hurtigt, men man skal stadig tænke sig godt om på lerjorden. Der er nogle forræderiske pletter, og når man kører ud over marken og det er superfint, siger det pludselig bum, og så er det sjaskvådt og vandet står direkte op af jorden.

River ukrudt op

Jeg er ved at harve de økologiske marker over med vingeskær, som klipper alt af fem centimeter under jorden, så vi får ukrudt og græstotter op. Så kan det ligge og tørre i den kolde vind. Alle de økologiske marker, der skal sås, bliver pløjet og harvet.

Vingeskæret er på en måde det alternativ til roundup, som vi bruger på i de økologiske marker. Det er bare ikke så effektivt. Det er godt at prøve at lære lidt om, hvordan det fungerer, hvis vi om nogle år står uden roundup.

Høj dosis N fra start

Vi er færdige med at køre kunstgødning til raps, hvede og frøgræs. Det har fået en relativt høj dosering, for vi har jo haft et vådt og koldt efterår. Vi deler gødningen, men har 85 kg N i 27-4 på vintersæden. Rapsen har fået svovlsur ammoniak og lidt mindre N pt.

Vi skal så i alt 200 hektar her i foråret. På de konventionelle arealer bliver ca. 75 procent pløjefri, så vi ikke skal rode for meget i jorden. Selv om det tørrer godt nu, er der meget vådt, når man kommer 5 centimeter ned.

Jeg regner med, at vi skal så lidt til weekenden, men det bliver på den lette jord.

Stilhed før stormen

Ellers er det ikke optimalt at køre ud og lave en masse nu. Vi tænker mere forberedelse til, at når det bliver tørt, går vi i gang på store klinge. Det meste af jorden er JB 6-7 stykker men vi har også 20 hektar, der er tungere og 20 hektar der er lettere.

Ellers forventer vi med, at det går slag i slag, og om cirka 14 dage regner jeg med, at havefrøet skal i jorden. Det er stadig for koldt til det nu. Vi skal så 13 hektar spinat og 10 hektar hybridraps, når vi får en ordentlig jordtemperatur.

Græsukrudt

Vi har også kørt og sprøjtet lidt græsukrudt væk. For eksempel i en gammel rajgræsmark. Den blev sprøjtet ned i efteråret, men der kommer lidt små frøspirer, som skal have en lille forårsdosering af roundup å 400 gram pr. hektar.

Ellers går tiden med at lappe dræn og gøre alt klar. Vi får gylle fra naboer og fra nogle af dem, vi forpagter af, og får at tage trykket af tanken, har vi kørt gylle på frøgræs. Vi vil gerne skubbe det lidt i hveden, og i øvrigt er gylleudlæggerne fuldt booket, så der er ingen at få fat i.

En måned bagud med pløjning

Hvis vejret holder sig stabilt de næste tre uger, vil vi have etableret markerne, og så står det på pasning med radrensning, sprøjtning og gødning. Halvdelen af hveden fik vi ikke sprøjtet i efteråret, så vi vil meget gerne ud med græsmidler, men det er altså alt for koldt.

Alt i alt vil jeg mene, at vi er en måned bagud i forhold til normalt med pløjning. Det er også medvirkende til, at vi vil etablere mere pløjefrit, end vi plejer. Når det er så vådt, som det er, vil det være en katastrofe, hvis vi får pløjet og skåret kapillærforbindelsen over 20 centimeter ned i jorden. Hvis der efterfølgende ikke kommer regn, så tørrer det hele væk.

Faktaboks

Niels Hauge Mikkelsen

• 34 år, uddannet maskinmester, blogger til Mark Plus

• Ejer af Kohavegaard ved Ejby på Fyn

• 516 hektar, heraf er 136 hektar økologisk drevet, 140 hektar ejet

• Primært JB 6-7, men meget varierende jordtyper

• En mand ansat

• Konventionel markplan høst 2020: vinterhvede 200 ha (60 ha fremavl), vårbyg 65 ha (malt og foder), strandsvingel 20 ha, rødbedefrø 6 ha, vinterraps 30 ha, forventer udlæg rødsvingel 30 ha, forventer spinat ca. 20 ha og hybridvårraps i fremavl 10 ha, brak og mvj-ordning 

• Økologisk markplan høst 2020: byg-ærteblanding 10 ha, hestebønne 30 ha, vinterraps 14 ha, vårbyg 30 ha,  rødsvingel 10 ha udlæg i hestebønne, strandsvingel 22 ha udlæg i vårbyg, brak og mvj-ordning

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.