- Jeg når nok ikke at så al planlagt hvede

Kalenderen siger medio oktober, så det hvede Niels Hansen ikke har fået sået - skubbes nu til foråret. Det er bedre end at så for sent i et dårligt såbed.

Jeg blev færdig med at så hvede sidste weekend, i alt 130 hektar. Siden søndag har jeg været på studietur med FRDK til Irland, hvor vi besøgte Conservation Agriculture farmers, fortalte Niels Hansen i onsdags på vej hjem fra Irland.

Helt færdig med at så er måske så meget sagt, for han ville forsøge at så nogle sidste småstykker på i alt 5-10 hektar, når han kom hjem.

- Jeg ved dog ikke, om jeg når det sidste, for de melder regn, og min sidste frist er i denne uge (uge 41.red). Ellers må det vente til foråret, siger han.

Normalt er dækningsbidraget på hans lerjorde to tusinde kroner højere i vinterhvede end i vårkorn. Men bliver hveden etableret for dårligt, fordamper gevinsten hurtigt. Især hvis hveden skal sås om. Det forventer han dog slet ikke i år, da alt er etableret i gode såbed. Udsædsmængden i det sidstsåede hvede var 235 kg pr. hektar. Får han sået torsdag-fredag, hæves den til 250 kg. Han har ikke placeret gødning, selvom såmaskinen godt kan.

Ukrudtsbekæmpelse

Endnu er det meste af hveden ikke kommet op, da han startede sent med at så. Så han er stadig ikke begyndt at ukrudtssprøjte.

- Jeg regner med at sprøjte med 1,0 liter Boxer + 0,25-0,35 liter Mateno Duo pr. hektar - alt efter hvor meget græsukrudt der er. Jeg går ind for behovssprøjtning, og hvis der ikke spirer ret meget ukrudt frem i efteråret, kan jeg også godt finde på at skubbe ukrudtssprøjtningen til foråret. Det har jeg gjort før, siger Niels Hansen.

Inspiration fra Irland

Studieturen har givet ham inspiration til nye ideer på hans CA-bedrift.

- Irland ligger på samme breddegrad som Danmark og har lidt samme klima. Så det er sammenligneligt. Og selvom CA-bedrifterne kører lidt anderledes end her, fik jeg især ideer til noget samdyrkning/Companion Crops og nogle nye efterafgrøder.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.