Kommentar: Dette kan landmænd lære af roekrigen

Der en årsag til, at andelsselskaberne fortsat har en stærk position i Danmark. Det – samt at sammenhold kan betale sig - er en lærdom, som landmænd kan hive ud af roekrigen.

For otte år siden, i 2008, solgte Danisco sukkerfabrikkerne i Danmark. Der var forsøg blandt sukkerroedyrkerne på at købe fabrikken. Selvom landmænd på Lolland-Falster ofte er godt polstret, så blev beløbet vurderet for stort, og forsøg på at finde ekstern finansiering bar ikke frugt. Den underliggende usikkerhed, fordi EU havde en markedsreform på vej, hjalp ikke.

Det var de tyske landmænd med deres andelsselskab Nordzucker, der købte fabrikkerne. Prisen var 5,6 milliarder kroner for fabriksfaciliteter og EU-kvoter. Denne sommer blev omkostningen ved ikke at kunne stampe beløbet op af jorden helt tydelig.

I starten af juli bad Nordic Sugar efter længere tids forhandling om, at dyrkerne sendte deres bindende tilmelding på baggrund af deres pris. Den var 500 kr. pr. hektar under, hvad Danske Sukkerroedyrkere ønskede. I forvejen har sukkerpriserne været lave de senere år, set i forhold til de historiske priser.

Sukkerroedyrkerne stampede i jorden over for deres modpart. De slog på, at roeprisen skal være attraktiv, hvis fabrikken skulle gøre sig forhåbninger om at øge arealet med 20 procent.

Fra fabrikkens side lød argumentet, at pengene jo også skal passe hos dem. Parterne mødtes til sidst på halvvejen. Var prisen rimelig? Hvor meget havde sukkerfabrikken at give af, set ud fra det internationale marked? Det har været svært, hvis ikke umuligt, for sukkerroedyrkerne at finde ud af.

”Vi har ikke indsigten,” som en roedyrker sagde.

I modsætning hertil fortæller Danish Crown og Arla i nyhedsbreve og på medlemsmøder om markedsudviklingen. Andelshaverne hos Arla og Danish Crown har rigeligt at brokke sig over: Måske urimelige beregningsmetoder internt, vægten mellem investeringer og udbetalinger, dårlige afregningspriser og fede bonusser til direktionen i en krisetid. For nogle giver det bedst mening ikke at være andelshaver i et selskab.

Men andelshaverne kan være sikre på, at AMBA’ets fornemste opgave er at sikre landmanden højeste afregning, og hvis de er uenige, kan de gå sammen og vælte ledelsen.

I disse krisetider taler nogle om, at det mest fornuftige ville være at sælge ud af andelsselskaberne. Det skete for Tican, der blev solgt til et privat, tysk slagteri, men det var mere af nød end af lyst. Første mål for Ticans andelshavere var at gå sammen med Danish Crown.

Når man hører, at Mammens leverandørere konsekvent får mere i afregning end Arlas’, så er skuffelsen forståelig. Ticans og Mammens leverandøre kan dog være glade for, at det fortsat er et andelsselskaber, der er markedsledende.

Sukkerroedyrkerne kan blot forhandle efter bedste evne, med tyske landmænd, der sidder med ejerskab - og risikoen - på den anden side.

Den anden lærdom, som kan hentes fra Sydhavsøerne, er, at sammenhold kan betale sig. Sukkerroedyrkerne er i en lidt særlig situation, hvor de på grund af EU-reglerne har lov til forhandle sammen. Men denne uge har det ifølge Jørn Dalby, formand for Danske Sukkerroedyrkere, vist sit værd, at de har stået sammen.

Hvad mener du?  Er andelshaverselskaberne værd at bevare?