Kornhandler forventer stigende eksport af dansk møllehvede

Med ændret gødningstildeling stiger kvaliteten på dansk møllehvede, og det vil ifølge BMG Agro få eksporten til at stige.

Sidste års vedtagelse af landbrugspakken gav nye muligheder for at øge kvaliteten af danske kornafgrøder. Derfor spår grovvarevirksomheden BMG Agro i en pressemeddelelse, at efterspørgslen på dansk møllehvede vil stige.

Det skyldes, at der nu er mulighed for, med en ændret gødningstildeling, at producere møllehvede i de rette kvaliteter og i et større omfang end tidligere. 

"I disse uger har vi meget travlt med at afskibe møllehvede til eksport, og vi oplever lige nu en stigning i antallet af forespørgsler fra udenlandske engroskøbere der vil købe dansk møllehvede til høst 2017. Vi har en forventning om at vi i høståret 2017 kan eksportere endnu mere møllehvede," siger indehaver Jens Møller Lund, der dagligt er i kontakt med udenlandske kornkøbere på engrosmarkedet.

Tidligere har dansk hvede været svær at afsætte til verdensmarkedet som møllehvede, siger han. Det skyldes den systematiske undergødskning, siger Jens Møller Lund.

Få justeringer i dyrkningsstrategien gør det muligt at øge proteinindholdet, skriver BMG.

"Vi oplevede allerede nogen effekt af landbrugspakken for høst 2016, hvor en øget gødskning gav de rette kvaliteter i et noget større omfang end tidligere. Det har med det samme givet en positiv udvikling i eksport af møllehvede," udtaler Jens Møller Lund og fortsætter:

"Tager de danske landmænd den gammelkendte tredelte tildeling af N i brug, hvor sidste tildeling af 15-20 % af N-mængden spredes ud midt/sidst i maj, vil landmændene igen have en realistisk mulighed for at kunne producere møllehvede og dermed opnå en bedre afregning," afslutter han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.