Krenkerup Gods: Øko-sukkerroer skal renholdes med lugerobot

Fra 1. april lægger Krenkerup Gods 210 hektar af sine i alt cirka 1.800 hektar landbrugsjord om til økologi.

2017 bliver et specielt år for landbruget på Krenkerup Gods.

Pr. 1. april begynder godset nemlig omlægning til økologisk drift på en af hovedgårdene med 210 hektar god ensartet, lermuldet jord.

Omlægningen sker blandt andet, fordi NordZucker betaler en cirka dobbelt så høj pris for øko-sukker sammenlignet med afregningen for konventionelt sukker, og fordi Krenkerup ser muligheder i at dyrke øko-vårbyg til godsets ølproduktion.

Udfordring i roerne

Søren Jespersen, inspektør for landbruget på Krenkerup Gods, er indstillet på, at renholdelse af roerne bliver en af de største udfordringer ved omlægningen til økologi.

I 2017 skal der sås 44 hektar omlægningsroer på Krenkerup. Ukrudtsbekæmpelsen skal efter planen ske ved en blindstrigling, minimum to radrensninger samt en eller to lugninger med robot.

»Døllefjelde Maskinstation vil investere i en traktordrevet 12-rækket robot-luger, som kan bekæmpe ukrudtet i rækkerne,« siger Søren Jespersen.

Han tilføjer, at han forventer at robotlugningen koster cirka 1.000 kroner pr. hektar, og at han derfor vil bruge den nødvendige tid på at udpege de områder i marken, hvor robotlugningen eventuelt kan undlades eller reduceres til en enkelt lugning.

Udover at holde markerne fri for ukrudt, så er en af forudsætningerne for at få succes med omlægningen til økologi, at Krenkerup kan modtage husdyrgødning fra naboejendomme.

Læs mere om Krenkerup Gods, som er månedens Frontløber, i martsudgaven af magasinet Mark. Her kan du blandt andet læse om, at gylle-udbringning ikke umiddelbart harmonerer så godt med den mangeårige indsats, som Krenkerup har gjort for at mindske marktrykket mest muligt. Derfor er Søren Jespersen også fast besluttet på, at gyllen skal udbringes med en slangeudlægger.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.