

Billede 1 af 2
"Jeg har for første gang gradueret min sidste gødningstildeling i hvede. Det skete i regnvejr. Jeg brugte mellem 30 og 60 kg kvælstof pr. ha i gennemsnit alt efter markens forfrugt, jordtype og tilstand. Og varierede gødningsmængden fra 40-400 kg op og ned«, fortæller Morten Skjødt Mikkelsen fra Vejle.
»Der stod, at den første mark skulle have 996 kg gødning. Og da jeg var færdig med marken, var der spredt lige præcis 996 kg gødning. Det var alligevel imponerende«, siger han.
Det hele gik overraskende let med hans Bogballe gødningsspreder.
»Jeg havde lige Bogballe til at hjælpe mig med nogle småting. Men næste gang kan jeg klare det selv«, fortæller Morten Skjødt Mikkelsen.
Brugte CropSat
Han brugte CropSats satellitbilleder til at graduere efter og fordelte mængden efter Robin Hood-metoden, hvor han tog kvælstof fra de kraftige planter og gav til de svage.
»Jeg gik ikke ind og lavede ændringer på det foreslåede tildelingskort. Men det vil jeg nok gøre næste gang. For der var lavninger og andre steder, hvor plantevæksten var sparsom på grund af regn eller kompakt jord - ikke pga. mangel på gødning.
Og her giver det jo ikke mening af øge N-mængden - tværtimod. Så her skruede jeg ned eller lukkede manuelt for gødningen. Det kunne man med fordel have rettet til på kortet inden«, siger han.
Bagefter med sprøjtearbejdet
Efter den megen regn er Morten S. Mikkelsen meget bagefter med sprøjtearbejdet.
Så han har fået travlt i det gode vejr.
»Jeg har lige vækstreguleret frøgræs for anden gang. Og så er jeg først lige gået i gang med ukrudtssprøjtningen i vårafgrøderne, som er blevet meget forsinket af alt det regnvejr«, fortæller han.
Faktaboks
Udfordring her & Nu
- Stankelbenslarver: »Det ser ud til, at de 0,45 Avaunt, som jeg sprøjtede spinatmarken med mod stankelbenslarver, har stoppet angrebet. Men i vårbyg har de ædt store områder af marken, hvor der nu er store bare pletter. Her har jeg ikke sprøjtet med Avaunt, da det jo siges at være en tvivlsom løsning«.
- Ukrudt: »Jeg er i fuld gang med at sprøjte vårkornet mod ukrudt. I vårkorn med rajgræsudlæg bruger jeg resistensbryderen Mustang Forte og i ren vårbyg Zyper, hvis der er storkenæb, ellers Expres. I hvidkløverudlæg Fighter 480«.
Kommentarer