Landmand: Majsen nyder varmen - alt andet tørster

Hos brødrene Jacob og Jens Adler Jensen kom første slæt på de 375 hektar græs godt i hus. Alle 16 vandingsmaskiner arbejder for fuldt tryk og kan foreløbig følge med.

Udsigt til regn fik os til at udsætte skårlægningen af første slæt fra 22. maj til 24. maj. Det medførte, at det sidste græs først blev snittet pinsedag, fortæller Jens Adler Jensen.

Han tilføjer, at kvaliteten blev god, selv om tørstofindholdet var på 38 procent.

Alt græsset var vandet én gang, inden der blev taget slæt på det. Det gælder også de 75 hektar, hvor der efter første slæt skulle sås majs.

- Det var ekstremt tørt, da vi pløjede græsset ned. Derfor blev pløjningen ikke for god. Efter etablering af de sent såede majs har vi vandet, så vi er sikre på, at kernerne kan spire, fortæller Jens Adler Jensen.

Vander med 16 maskiner

Ud over de 75 hektar sent såede majs, så er alt græsset og vinterhveden og triticalen også blevet vandet.

Flytningen af de 16 vandingsmaskiner er fuldtidsarbejde for en ansat. Men foreløbig kan maskinerne følge med.

- Det eneste, jeg er lidt bekymret for, er vores byg/ærtehelsæd med græsudlæg. Det klarer sig foreløbig. Men det er skidt, hvis udlægget kommer til at mangle vand, da det kommer til at gå ud over græsproduktionen i de kommende år, siger Jens Adler Jensen.

Majs nyder varmen

Der har været tilstrækkelig fugt i jorden til, at al majsen er fremspiret fint. Samtidig har fordampningen fra de små majsplanter været begrænset. Derfor nyder majsen godt af de mange solskinstimer og det lune vejr.

- I den kommende uge tager vi hul på anden og afsluttende sprøjtning mod ukrudt i majsen. Derefter er det planen, at vi skal kunne bekæmpe ukrudtet i majsen med radrenseren, siger Jens Adler Jensen.

Han er dog spændt på, om 0,5 liter Onyx per hektar er tilstrækkeligt til at bekæmpe de hanesporer, der er spiret usædvanligt tidligt frem på nogle af de majsmarker, hvor der er majs efter majs.

Faktaboks

Brødrene Jacob og Jens Adler Jensen har 1.570 malkekøer og 1.370 hektar. 

Dyrker korn, majs, græs og byg/ærtehelsæd. Har dyrket jorden pløjefrit i tre år. 

JB 1, hvoraf 750 hektar kan vandes. 16 vandingsmaskiner.

27 medarbejdere. 

Emneord PLUS, Top2

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.