Landmand: Masser af regn øger dosis af svampemidler

I de sidste 14 dage har det bare regnet og regnet. Trods en sund hvedesort betyder det, at dosis af svampemidler øges hos Rasmus Eriksen, planteavler ved Kalundborg - men ikke antal sprøjtninger.

"Hveden er halvt gennemskredet nu, så jeg skal ud med den første delte aksbeskyttelse snarest muligt. Det har bare regnet så meget, at det har været nærmest umuligt«, fortæller Rasmus Eriksen fra Kalundborg, der dyrker Informer-hvede til brød.

Han øger den gennemsnitlige dosis af svampemiddel på grund af regnen og graduerer mængden ud fra hvedens biomasse på satellitbilleder. Størst biomasse får størst dosis - og omvendt.

»Det har været udfordrende at finde opdaterede satellitbilleder, fordi der har været så mange skyer i den sidste tid.

De satellitbilleder, jeg graduerer efter, skal være så friske som muligt. Men de melder solskin i weekenden (29.-30. maj, red.), så mon ikke det lykkes«, siger han.

Udlægsmarker for kraftige

Den megen regn har også betydet, at udlægsmarkerne har busket sig voldsomt og nu står over for strækning.

»Selv om byggen er sået på dobbelt rækkeafstand, er den meget kraftig. For at sikre lys og luft til udlægget vil jeg derfor vækstregulere to gange mod normalt en. Første gang om en uge i blanding med ukrudtsmidlerne Starane og Express plus manganmidlet NitraMan«, siger Rasmus Eriksen.

Flytter N mellem marker

»Jeg har gradueret alle gødningstildelinger i alle afgrøder og synes, mine kuperede marker er blevet meget ensartede i år. Jeg mangler dog i den grad værktøjer til at omfordele kvælstof imellem markerne. Det er langt vanskeligere end inden for marker«.

Han gør det kun lidt p.t. - mest ud fra tabelværdier for forfrugt med mere og ud fra sin mavefornemmelse. Og det er ikke godt nok, synes han.

»Jeg ville ønske, at programmet automatisk foreslog omfordeling - og kunne sige, at i den og den mark skulle der gives 20 kg N mere i snit og i den mark 20 kg mindre. Ikke kun på afgrødebasis, men også efter efterafgrøder, for det er så svært at vide, hvad de sam-ler op og frigiver til næste afgrøde«.

Faktaboks

Udfordring her & Nu

  • Ukrudt: »Frøudlægsmarkerne er sprøjtet med 0,1 DFF ved såning. Det har virket lidt for godt pga. al den regn og været vel hård ved udlægget. Også roesprøjtningen med Nortron, Betanal, Goltix og lidt Safari har virket for godt og været hård ved roerne, som er sat lidt i stå, også fordi det har været koldt«.
  • Raps: »Jeg overvejede svampesprøjtning nr. 2 under blomstring pga. det våde vejr, men gjorde det ikke. Havde det været varmere, havde jeg nok gjort det. Rapsen endte uden sprøjtninger mod skadedyr, da jeg slet ikke fandt nogen«.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.