Landmand styrer hvedens vækst med præcisionsjordbrug - undlader at vækstregulere

Søren Gammelby graduerer alt det, han kan på sin bedrift. Som noget nyt i år er første gødningstildeling i vintersæd gradueret efter biomassekort fra efteråret - ikke fra foråret.

- Jeg har gradueret gødningen til hvede i første tildeling, derpå fik hveden gylle, og så blev gødningen graduere igen ved tredje N-tildeling. Samtidig er udsæden også gradueret ved såning i efteråret.

- Alle disse tiltag mener jeg, er nok til at undgå lejesæd i hvede. Og derfor vækstregulerer vi ikke hveden i år, fortæller Søren Gammelby Jensen fra I/S Gammelby ved Kalundborg.

Han har dog noget tidligt sået, meget kraftig hvede, og her tør han ikke undlade at vækstregulere. Dog vil han lave nogle forsøg i afgrøden med og uden vækstregulering, så han kan se forskellen.

Rugen er en anden sag - her tør han ikke undlade vækstregulering.

Gradueret efter satellitbilleder fra efteråret

- Vores vintersæd blev gødsket første gang sidst i marts. Mængden blev selvfølgelig gradueret ud fra satellitbilleder af afgrødens biomasse - men for første gang har jeg brugt satellitbilleder fra efteråret (20. november) i stedet for fra foråret, som vi plejer. Det skyldes, at vi i år har brugt kort fra CropManager, og det er den metode, de anbefaler, siger Søren Gammelby Jensen.

Han medgiver, at det godt kan være den bedste metode, da man så ikke får vinterens vandhuller og andet misvækst med på kortet.

Det må man ind og rette manuelt i kortet bagefter.

Vårbyg

- Før såning af vårbyg blev gødningen gradueret på sort jord. Derpå graduerede vi udsædsmængden, hvilket jeg mener, er den vigtigste indsats overhovedet for at få ensartede afgrøder, siger Søren Gammelby Jensen.

Ved såning blev placeret 300 kilo NPK 13-5-13 per hektar. Mængden blev dog ikke gradueret, da såmaskinen kun kan graduere enten udsæd eller gødning.

Læs meget mere om fire landmænds erfaringer med præcisionsjordbrug i næste nummer af Magasinet MARK, der udkommer 2. maj.

Faktaboks

Søren Gammelby Jensen

  • Ejer I/S Gammelby ved Kalundborg sammen med sin bror, Thomas Gammelby Jensen.
  • Dyrker 475 hektar med raps, vinterhvede, rug, maltbyg og rajgræs og strandsvingel til frø.
  • Producerer 8.000 slagtegrise årligt.
  • Jordtype: JB 3-11.
  • Maskiner til præcisionsjordbrug: Kverneland såmaskine, gødningsspreder og sprøjte. Og to traktorer der kan køre med alle redskaber. Simpelt og effektivt.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.