Millionkrav måske på vej til DanGødning

Fredericia Kommune har varslet en potentiel erstatningssag, der kan koste millioner af kroner.

Fredericia Kommune har varslet en mulig erstatningssag og et krav mod DanGødning og foderproducenten Nagro om at undersøge forureningen.

Det skriver metroxpress.

Firmaerne ejer de tanke på havnen, hvorfra der ved en brand i den 3. februar blev udledt 2.266 kubikmeter palmeolie og op mod 5.000 ton ren kvælstof – heraf en endnu ukendt mængde direkte ud i naturen og Lillebælt.

"Forureningen er ifølge professorerne sket på det værst tænkelige tidspunkt, idet algernes vækstsæson begynder nu," skriver kommunens advokat, Håkun Djurhuus, til firmaerne.

Han påpeger, at forureningen svarer til 10 procent af udledningen på et år i Danmark.

Til metroxpress skriver kommunens pressechef:

"Vi har forbeholdt os at kunne rejse et erstatningskrav, men dette er ikke opgjort endnu."

En bilforhandler på havnen måtte kassere 57 nye Kia-biler, som blev ramt af det, kommunen omtaler som ‘en flodbølge af gødning og palmeolie’ i notaterne.

Fredericia Shipping med 80 ansatte blev også ramt:

"Det meget gødning skyllede ind mod os og ødelagde vores glasfacade og alt på den ene af vores etager. Her et par måneder efter er det stadig, som om vi halter efter," siger økonomichef Susanne Gade til metroxpress.

Direktør for både Nagro og DanGødning, Sven Høgh Andersen, afventer politiets rapport:

"Vi kan ikke forholde os til nogle krav, før vi har fået politiets rapport. Det er klart, at der er flere, der er ramt af katastrofen, og det er givet, at der nogle, hvis forsikringsselskab vil komme med krav," siger han til metroxpress.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.