Ny biostimulant på markedet skal minimere sprøjteskader i roer

Syngenta melder om gode resultater i roer i 2022 med biostimulanten Megafol, der er udviklet til at minimere sprøjteskader. Midlet lanceres til roer i sæson 2023.

Syngenta lancerer nu en ny biostimulant på det danske marked i 2023, nemlig Megafol til roer.

Midlet er udviklet til at minimere sprøjteskader og øge plantedækket ved at genopbygge afgrøden efter de skader, der kan opstå på baggrund af kradse herbicidbehandlinger.

Det fortæller Syngenta i en pressemeddelelse.

Gode resultater: Plus 1.400 kg i sukkerudbytte

Ifølge firmaet har Megafol vist fremragende resultater ved at reducere afgrødeskader i de danske roemarker i 2022 og lanceres derfor til sæson 2023.

Det er almindelig kendt, at herbicidstrategien i roedyrkning ofte efterlader roemarken skadet eller lysfarvet, efter brug at kradse midler på de små og sarte roeplanter i det tidlige forår, forklarer Syngenta om baggrunden for lanceringen af det nye middel.

- Når vi sprøjter mod ukrudt, påvirker vi, med de tilgængelige produkter, også selve roen. Det er den påvirkning på roen, Megafol modvirker. Med begrænsede handlemuligheder er den typiske strategi i roedyrkning ofte kendetegnet af et kompromis mellem tilstrækkelig brug af herbicider og minimering af sprøjteskader.

- Med Megafol kan vi dog beviseligt mindske sprøjteskaderne, uden at gå på kompromis med effekten mod de bredbladede ukrudtsarter der er dominerende i roemarker, fortæller Henrik Ryberg planteavlskonsulent hos Syngenta Nordic, og fortsætter:

- Vi ser et tydeligt større plantedække ved at tilføre Megafol til ukrudtssprøjtning i roer, da midlet er med til at genoprette væksten efter herbicidbehandlingen hurtigere. Vores resultater viser betydeligt større plantedække få dage efter ukrudtsbehandling og en stigning på op til 1.400 kg pr. hektar i sukkerudbytte.

Synenta oplyser, at Megafol er en flydende biostimulant, der kan iblandes alle kendte ukrudtsmidler og almindeligt anvendte olier. Der skal anvendes 1-2 liter Megafol pr. hektar i 100-300 liter vand pr. hektar.

- Vi markedsfører nu midlet til roedyrkere, fordi vi har set rigtig gode resultater i sidste års forsøg, og fordi de typisk anvender midler som clomazon og ethofumesat, der har risiko for at være hårde ved afgrøderne og volde skade. Ved at iblande 2 liter pr. hektar Megafol i ukrudtsbehandlinger kan man sikre  sine afgrøder mod de markante skader, der kan opstå, siger Henrik Ryberg.

Banebrydende teknik

Syngenta fortæller, at Megafol er det første middel, der lanceres på det danske marked, som er udviklet på baggrund af en, ifølge firmaet banebrydende teknik kaldet Geapower.

Det er en teknik udviklet af biostimulant-producenten Valagro, som Syngenta opkøbte i 2020.

Geapower er en metode til systematisk udvælgelse og skånsom ekstraktion af biologisk aktive stoffer.

- Med Geapower har vi et koncept, der gør det muligt for os aktivt at afsøge, hvilke DNA-sekvenser i eksempelvis alger, der har de gavnlige naturlige effekter, der er behov for i fremtidens landbrug. I takt med, at vi får mere viden om plantestress og afgrødeskader, kan vi med teknikken målrette vores søgning efter de specifikke biologiske effekter, vi ønsker at overføre – og det er Megafol det første eksempel på, fortæller Henrik Ryberg. 

Måske også til spinat og korn

Syngenta oplyser, at Megafol er godkendt til brug i alle afgrøder, og firmaet vil i det kommende år og sæsoner teste produktets værdi i andre afgrøder.

I forsøgene, der er foretaget hidtil, er der ifølge Syngenta ikke set en nedsat effekt af herbiciderne ved tilsætning af Megafol på de almindelige ukrudstarter hvidmelet gåsefod, snerlepilurt, vejpileurt, lugtløs kamille og spildraps.

I de kommende år vil der yderligere udføres forsøg ved sprøjtninger mod andre ukrudtsarter i blandt andet kornafgrøder.

- Vi ser et stort potentiale i Megafol, og vi regner med, at der kan være resultater at hente i eksempelvis spinat og muligvis også i de klassiske kornafgrøder. Dog skal vi teste anvendelsen yderligere for at finde ud af, hvor der er værdi i brugen af midlet.

- Ved roedyrkningen så vi, at Megafol ikke nedsatte effekten af ukrudtsbekæmpelsen mod det bredbladede ukrudt, og vi skal sikre, at denne effekt også gør sig gældende i andre afgrøder, hvor det er andre typer ukrudt, der er dominerende, siger Henrik Ryberg. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.