Nyt værktøj klart: Spotsprøjt mod rodukrudt før høst og spar 80-90 pct. kemi

Ugen På Spidsen: Rodukrudt breder sig mere og mere - bl.a. fordi flere og flere er holdt op med at nedvisne afgrøderne med Roundup før høst. Spotsprøjtning er et rigtig godt alternativ, da det kan sænke kemiforbruget med op til 90 pct., fordi man kun rammer rodukrudtet, skriver ugens klummeskribent på Mark Plus.

Spotsprøjtning med det nye præcisionsværktøj Thistle Tool reducerer brugen af sprøjtemidler til nedvisning inden høst med op til halvfems procent.

Thistle Tool identificerer ved hjælp af højtopløselige dronebilleder rodukrudt, især tidsler og kvik, og laver ud fra det et tildelingskort, der kan bruges til pletsprøjtning i marken. 

Det er farveforskellen mellem afgrøde og ukrudt inden høst der udnyttes til at skelne det grønne rodukrudt fra den gullige afgrøde. Det kan endnu ikke gøres med satellitbilleder. 

I mange år har man især bekæmpet kvik ved at nedvisne kornet lige før høst. Det er en effektiv sprøjtning mod kvik - og virker også godt mod tidsler og andre rodukrudtsarter, hvis de stadig er i vækst. Samtidig gør en nedvisning kornet mere ensartet moden, hvilket giver fordele under høst.

Forbruget af glyphosat har dog været jævnt stigende gennem årene, og var i 2020 ca. tre gange så stort som i midten af 1990’erne. Og de senere år har der været stort pres fra befolkning og politikere i EU på at begrænse anvendelsen - eller lige frem forbyde glyphosat.

Glyphosat har længe været forbudt at bruge i brødkorn og til malt og fremavl efter krav fra aftagerne.

Og Seges og L&F meldte i sommers ud, at man bør begrænse brugen af glyphosat så meget som muligt -  og især undlade det til nedvisning før høst i raps og foderkorn, hvis formålet kun er høsthjælp.

Enkelt og effektivt

Har man rodukrudt, skal det selvfølgelig bekæmpes, da det spreder sig mere og mere. Det kan dels ske her i foråret og forsommeren med MCPA i korn.

Men har man mulighed for spotsprøjtning på sin sprøjte, er det oplagt at bruge Thistle Tool til at bekæmpe det med glyphosat før høst. Her bruges nemlig kun meget små mængder i forhold til en nedvisning af hele marken.

Thistle Tool systemet er forholdsvis enkelt og særdeles effektivt. For at komme i gang, kræver det, at man har en drone med et godt RGB-kamera (almindeligt kamera, 12 megapixel eller mere). Droner med et integreret højkvalitets RGB-kamera er oplagte.

Derudover skal dronen kunne flyve efter en planlagt rute, som laves via et ruteplanlægningsværktøj. Og så skal man have en tænd-sluk funktion på marksprøjten.

Thistle Tool er en del af CropManager, hvor det er gratis at anvende - men den eksterne billedbehanding koster lidt.

Læs meget mere om Thisle Tool i næste Magasinet MARK, der udkommer 1. juni - eller på Landbrugsinfo.

Merete Hattesen er journalist og markfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Mark samt Mark Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Mark Plus, "Ugen på spidsen", sætter Merete Hattesen og Lars Kelstrup, journalister og markfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Mark samt Mark Plus, planteavlsugen i perspektiv.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.