Planteavler har egen vejrstation: Jeg får alarm, når det blæser op

Lokale vejrstationer giver nyttige og præcise informationer om aktuelle vejrforhold, men de har også stor værdi bagudrettet.

"Vi bruger først og fremmest vores vejrstation til at bestemme, om det blæser for meget til, at vi kan sprøjte. Men vi bruger den også til at følge med i, hvor meget det har regnet«, siger John Jakobsen.

Sammen med sin markmand Andreas Svendgaard og med hjælp fra sin far driver han 730 hektar med korn og vinterraps på tre ejendomme ved Låsby.

Selv om markerne ligger forholdsvis samlet, og der kun er 10 kilometer mellem yderpunkterne, er de enige om, at det giver god mening at have en vejrstation stående i et skel mellem et par af markerne.

Det sparer tid, og det giver et bedre resultat af arbejdet i marken.

Mere præcist arbejde

»Det er en kæmpe fordel, at vi ved et enkelt tryk på mobilen kan se de aktuelle vejrforhold. Det bruger vi rigtig meget for tiden, hvor vi har mange sprøjteopgaver i marken«, siger John Jakobsen.

Han tilføjer, at det sparer meget tid, at de kan stille vækkeuret til at ringe klokken tre eller fire om morgenen for at se, om det blæser for meget til, at de kan sprøjte.

Samtidig kan udstyret indstilles, så der kommer en alarm, hvis det blæser op, når man sprøjter. Det sker typisk ud på morgenen, og så må resten vente til om aftenen eller næste morgen.

Ud over vindforholdene har nedbørsmåleren også stor værdi.

»Lige nu bruger vi nedbørsdata til at fastlægge, hvornår vi skal sprøjte mod septoria i vinterhveden. Jo bedre vi kan time sprøjtningerne, jo bedre effekt får vi af de midler, vi kører med«, siger John Jakobsen.

Derudover er det rart at kunne følge med i, hvor meget regn der falder i løbet af vækstsæsonen.

Har kun én vejrstation

»Vi har haft vores Ranch Systems vejrstation i 3-4 år. Der har været lidt begynderfejl, men det er der blevet rettet op på«, siger John Jakobsen.

Han indrømmer, at han ikke bruger alle vejrstationens funktioner, ligesom han ikke har købt nogle af de produkter, som kan kobles til samme portal, som vejrstationen kører på.

Det gælder bl.a. elektronisk overvågning af plantørringsanlæg, fodersiloer og halmfyr, som kan styres og overvåges på én portal.

Faktaboks

  • John Jakobsen, Jakobsgaard ved Låsby. 
  • Driver 730 ha. og leverer 36.000 slagtesvin årligt.
  • Har egen vejrstation.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.